Vi ser et indre billede af en handicappet, som kun kan få småkager fra overskabene i køkkenet, såfremt hendes arme vokser ud igen. Sandsynligheden er åbenlyst ikke særlig stor!

En tilsvarende situation stilles mange i gennem den integrationsstrategi, som kaldes inklusion. Når omdrejningspunktet for strategi tilsidesætter ansvaret for at understøtte børnenes individuelle behov for kompenserende hjælp, men alene fokuserer på, at de skal kunne indgå i de rammer, integrationsstrategien har defineret, falder mange børn og unge igennem, og inklusion bliver til integration. De må vente på, at deres arme er vokset ud/deres individuelle handicap har overvundet sig selv, før de kan række ud efter den hjælp, der er at tilbyde. Det handler særligt om børn med livslange psykiatriske diagnoser, hvor børneinstitutioner og skoler ikke har forudsætningerne for at leve op til en anstændig specialpædagogisk standard. Man har mange steder glemt, at børn »uden arme« skal have redskaber til at leve med deres handicap frem for en strategi, som udstiller og udvikler barnets vanskeligheder.

Emnet har været diskuteret og praktiseret i mere end ti år, og situationen har ændret sig, men grundlæggende er der for mange børn og unges vedkommende ikke strategier for, hvordan deres arme vokser ud, og derfor er der alt for mange tilfælde, hvor børnene velfærdstrues i inklusionens navn.

Denne kritik er alene rettet mod den del af inklusionsstrategien, som - af uvidenhed? - undergraves af sin egen mangelfuldhed og derfor reelt bliver en hårdkogt integrationspraksis, hvor barnet »… bare kan lære at opføre sig ordentligt«/få sig nogle arme. Før dette indses i KL og i Folketinget, lykkes inklusionen ikke i Danmark.