Anmeldelse

www.dr.dk/verdensarv

www.dr.dk/verdensarv

Ny temarække på DR2 i samarbejde med Kulturarvsstyrelsen vil skabe historie- og naturglade elever på mellemtrinnet og i udskolingen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den danske natur- og kulturarv er kommet i de nationale mediers søgelys, i forbindelse med at FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur - Unesco - opdaterer sin verdensarvsliste over klodens uvurderlige steder inden for natur og kultur. The World Heritage List udspringer af Unescos Verdensarvskonvention fra 1972, som i alt 185 lande har tilsluttet sig. Listen består i øjeblikket af 890 steder med enestående universel værdi for menneskeheden.

Danmark har hidtil opnået international anerkendelse for: Jelling-monumenterne, Kronborg Slot, Roskilde Domkirke samt isfjorden Ilulissat ved Jakobshavn i Grønland. Med disse fire natur- og menneskeskabte steder står Danmark kvalitativt stærkt på verdensarvslisten, men i foråret 2009 indstillede Kulturarvsstyrelsen ni øvrige landskaber, naturområder og bygningsværker i Danmark: det geologiske pragtsted Stevns Klint, de unikke molerklinter ved Limfjorden, det zoologiske vidunder Vadehavet, Sydgrønlands natur, kendt for sin bemærkelsesværdige landbrugshistorie, og Vestgrønlands jagtområder, hvor jagttraditionerne ikke har ændret sig de sidste 4.000 år. De kulturelle kandidatsteder er Harald Blåtands vikingeborge (Trelleborgene), enevældens magtsymboler Eremitageslottet og det omkringliggende parforcejagtlandskab, adelsbydelen Frederiksstad i København og sluttelig den historiske by Christiansfeld.

Kulturarvsstyrelsen har indgået et samarbejde med Danmarks Radio om formidling af de danske og grønlandske verdensarvssteder. I løbet af efteråret vil der både blive sendt tv-programmer og være radioindslag på Danmarks Radio om verdensarvsstederne og kandidatstederne. Kulturarvsstyrelsen præsenterer fænomenet verdensarv på sit eget website www.kulturarv.dk/verdensarv, mens Danmarks Radio har udviklet websitet www.dr.dk/verdensarv, der blandt andet rummer digitalt undervisningsmateriale målrettet gymnasierne og de ældste skoleklasser. Her er fokus især lagt på verdensarvens aktuelle og internationale dimensioner, og eleverne kan arbejde interaktivt med de vigtigste historiske udviklingstrin og se nærmere på naturfænomener, der har enestående æstetisk eller videnskabelig betydning. Websiderne er informative og vellykkede. Kendskab til og bevidsthed om Verdensarvskonventionens arbejde er vigtigt, når der skal arbejdes med fællesmenneskelig og tværkulturel forståelse.

Websiderne om verdensarven gør deres besøgere nysgerrige og formidler indsigt i og fascination af verdens kulturelle og naturmæssige mangfoldighed. Det gør dem velegnede til historieundervisningen fra 6. klasse og opefter, men også for kristendomskundskab, samfundsfag og geografi - foruden dansk.

Danmarks Radios webside medtænker fænomenet national branding og gør det oplagt at perspektivere til klimatopmødets danske værtskab, Visit Denmarks YouTube-video om den enlige danske mor og Oprah Winfreys snarlige program om de lykkelige danskere. Emnet verdensarv trækkes her i en ny retning, hvor det kan diskuteres, hvad Danmark kan bruge sin placering på verdensarvslisten til.