En ny rapport fra Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning peger på, at en lærer grundlæggende har brug for tre typer kompetencer for at fungere: Faglig kompetence, ledelseskompetence og relationskompetence. Faglig kompetence indebærer, at man ved, hvad man har med at gøre. Ledelseskompetence indebærer, at man ved, hvordan man kan gøre det - ikke mindst når undervisningen er differentieret. Relationskompetence indebærer, at man formår at vinde elevernes tillid til, at man kan gøre det. Sådan cirka da.

»Gøre« er åbenbart et vigtigt ord i pædagogikken - ligesom i psykologien i øvrigt, hvor man har lært, at man typisk glemmer det, man har lært, hvis ikke man kan gøre noget med det. Og det er der ikke rigtig noget at gøre ved, hvis man da ikke gør noget ved vor genetiske programmering, hvilket der selvfølgelig ikke er nogen grund til at gøre, medmindre man ønsker at gøre dét at gøre overflødigt. Og hvem gør det?

Men tilbage til sagen: At en lærer er fagligt, ledelsesmæssigt og relationsmæssigt kompetent, betyder også, at læreren er tydelig - bogstaveligt talt: At læreren kan tydes af eleverne. Og dette betyder, at en første forudsætning for pædagogisk kontakt er etableret. En anden forudsætning er selvfølgelig tydelige elever - der vel at mærke ikke blot er tydelige kommunale kloner, men tydelige originale personer, der qua deres originalitet muliggør et langt mere interessant fællesskab i skolen.

Den sikreste og mest perspektivrige måde at tydeliggøre elever på er at bringe det bedste frem i dem - det vil sige tydeliggøre deres individuelle styrker. Og hvad er så en »individuel styrke«? Den psykologiske forskning peger på, at man vil kunne forvente, at eleverne varierer markant i forhold til en række delvist overlappende typer af styrker: Personlighedstræk (herunder elevernes tendens til åbenhed, samvittighedsfuldhed, ekstroversion, omgængelighed og emotionel stabilitet), elevernes intelligens-/talentprofil (herunder socialt, logisk-matematisk, sprogligt, rumligt, kropsligt-kinæstetisk, musisk og intra-personligt talent), elevernes foretrukne læringsstile (herunder læring gennem visuelle, auditive, taktile og kinæstetiske tilgange) og elevernes fremtrædende karakterstyrker (herunder venlighed, taknemmelighed, omsorg, mådehold, nysgerrighed og kreativitet). Endvidere kan man medtænke elevernes interesser (særligt attraktive vidensområder og projekter) og værdier (særligt attraktive normative prioriteringer), som styrker, fordi det jo altid giver ekstra energi at være interesseret eller leve en værdi ud.

»Tydeliggørelse« er åbenbart et vigtigt ord i pædagogikken - ligesom i psykologien i øvrigt, hvor man har lært, at det, man har lært, typisk glemmes, hvis ikke det er, eller hurtigt bliver, tydeligt, hvad man kan gøre med det. Nødvendigheden af gensidig tydeliggørelse som forudsætning for pædagogisk kontakt kan næsten ikke blive tydeligere.

Hans Henrik Knoop er forskningsdirektør i Universe Research Lab og lektor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet