Der kan være gode grunde til at udbygge baggrunden for et pædagogisk virke som lærer gennem et kendskab til tanker og praksis hos store pædagogiske koryfæer. Men man skal samtidig vogte sig for at tro, at man kan klare jobbet ved at kopiere sådanne enestående succeser. At prøve på det er en sikker vej til nederlag. Tilsvarende indstilling bør man blandt andet af hensyn til sig selv og til gavn for sit virke have til den nutidige pædagogiske forskning, der ikke er mere videnskabelig, end at det for det meste handler om at sætte en videnskabelig etikette på nogle arrangerede forsøg til bekræftelse af nye pædagogiske påhit. Indstillingen hænger sammen med, at heldigt gennemført pædagogisk virksomhed må være kædet sammen med lærerens personlige gemyt og temperament, hvis hans virke skal lykkes, uden at han slides op før tiden. Læreren må altså bygge sin pædagogik op på sine erfaringer mere end på overtagelse af evidensbaseret pædagogisk forskning eller på kopiering af store pædagogiske forbilleder. Derfor har Erik Schmidt (Folkeskolen nummer 21) fra Det Alternative Sorø-møde fat i noget rigtigt, når han fremhæver den intuitive, erfaringsbaserede, pædagogiske indsigt frem for den pædagogiske videnskab, der i dag som evidensbaseret er blevet nærmest supervidenskabelig.

Tragisk er det, om nogen forledes til at tro, at konklusionerne af den videnskabeligt udviklede pædagogik, netop fordi den er videnskabelig, er generelt anvendelig i alle skolesituationer. Her er lærerens egenudviklede pædagogiske intuition, der rask væk går på tværs af og kolliderer med alle videnskabelige teorier og korrektheder, en uvurderlig hjælp.