Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er spændende at være lærer. Ligesom man tror, man har fundet nøglen til pædagogikkens hemmelige kammer, kan det flyvende tæppe pludselig blive revet væk under én.
I august måned blev jeg dansklærer for en 5. klasse, og lad mig med det samme sige, at det efter de første timer i klassen ikke forekom mig indlysende at begynde med kulørte projekter og frie arbejdsformer. Hold da op! 22 solister, men ikke nogen samhørighed eller forståelse for »den anden«.
Når en elev fik ordet, var der som regel en anden, der tog det fra ham, mens en tredje højlydt og ikke sjældent nedladende kommenterede det, som den anden sagde. »Niklas er psykopat«, var der én, som sagde. »Litteratur er tortur«, sagde en anden. I løbet af de første uger var der fire elever, der græd, to, der ville løbe hjem, og op til flere, der sad og sagde eksotiske lyde.
Inden jeg går ind til time, mobiliserer jeg nu alt det personlige overskud, jeg ejer. Jeg fløjter, når jeg kommer ind i klassen. Det faglige stof tilrettelægges ikke primært efter vigtighed, men efter styrbarhed, for mit mål er indtil videre at lære eleverne, at de er en del af en klasse under min ledelse. Al samtale går indtil videre gennem mig. Jeg prøver at udrede sociale konflikter i en venlig tone og forsøger at etablere forbilledlige løsningsmodeller og et egnet sprog. Ved større problemer kontakter jeg straks forældrene. Men ellers drøfter vi frem til efterårsferien os ud af problemer med direkte dårlig opførsel og dårligt sprog. Derefter er der risiko for sanktioner og til jul et evaluerende forældremøde.
Bruger jeg magt? Ja!
Om det skriver Alexander Von Oettingen i »Det pædagogiske paradoks« med reference til J.F. Herbart: »Regeringen af børnene har til hensigt at muliggøre undervisningen«. Herbart tilføjer dog: »Enhver pædagogisk magtanvendelse må hurtigst muligt stoppe eller gøre sig selv overflødig«.
Hvad med læringsteori? Den er mere eller mindre suspenderet!
Generelt må læreren anerkende barnet som et frit og åbent væsen, der først gennem selvvirksomhed bevæger sig hen imod selvstændighed. Læreren må desuden have respekt for læringens teori, men også have modet til at suspendere den. Teori kan nemlig både være for lidt og for meget for praksis. Så er der brug for det, som Herbart kalder for pædagogisk takt.
Erik Schmidt
