Anmeldelse

Unge Pædagoger nummer 3/2007 / Kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab

Med udvidelsen af læreruddannelsesfaget kristendomskundskab/livsoplysning til også at omfatte medborgerskab er der brug for lærebøger, som matcher fagets krav

Offentliggjort Sidst opdateret

Først hed det kristendomskundskab, så kristendomskundskab/livsoplysning (KL) og nu kristendomskundskab/livsoplysning/medborgerskab (KLM). Der er tale om en udvikling af det obligatoriske professionsintroducerende læreruddannelsesfag, som rummer kontinuitet og aktuel faglighed. I faget skal de studerende studere dannelses- og værdispørgsmål ud fra sammenhængen mellem en religionsfaglig, en idehistorisk og en medborgerskabsrettet synsvinkel.

Unge Pædagogers hæfte om faget indeholder dels en belysning af begrebet medborgerskab, dels nogle synspunkter på dét, at medborgerskab er en del af faget KLM.

Det sidste først. Formand for Undervisningsministeriets KLM-arbejdsgruppe Hans Krab Koed redegør for, hvorfor KLM-faget er beskrevet, som det er, i læreruddannelsens bekendtgørelse. Han pointerer, at fagets tre faglighedselementer skal integreres i belysningen af fagets indhold. Krab Koed viser også, at der fra politisk side er interesser i faget, hvilket også Claus Haas redegør for i sin artikel.

Forfatterne bag hæftets ledende artikel burde have læst Krab Koeds og Haas' artikler og ikke mindst læst bekendtgørelsen for faget, så en stribe usandheder kunne være undgået. Hverken KL- eller KLM-faget skal danne de lærerstuderende kristent, forkynde kristendom, udelukkende baseres på teologien, præsentere en altomsluttende kristen dimension, være et kristent fag eller diskutere politisk dannelse inden for en religiøs ramme. En saglig tilgang til faget bør baseres på en seriøs forberedelse.

Rigtig interessante er artiklerne om medborgerskab. Jens Ulrich afdækker forskellige demokratiopfattelser, som den lærerstuderende bør drøfte og få indblik i, også ud fra en idehistorisk forståelse af traditionens opfattelser og værdier. I drøftelsen heraf skal blikket for individet, eksistensen, borgeren også med. Begreberne demokrati og medborgerskab aktualiserer derved diskussionen af menneskesyn, hvilket i høj grad indholdsmæssigt står i centrum i KLM-faget.

Alexander von Oettingens artikel bør være obligatorisk for alle KLM-undervisere. Her placeres medborgerskabsudfordringen i en didaktisk sammenhæng. Ud fra en dannelsesmæssig og filosofisk overvejelse formuleres, at det at være medborger er "ikke en eller anden attitude eller interesse, man kan have eller ikke have, men en opgave til det enkelte menneske om ansvarligt at deltage i samfundet". Og der er vel at mærke ikke fastlagt nogen bestemmelser om, hvordan denne deltagelse skal udfolde sig. I den sammenhæng drøftes grundlaget og principperne for en medborgerskabsdidaktik, der "sigter mod at kvalificere og nuancere elevernes refleksive omgang med værdier og handlingsformer i et offentligt rum". Også der bliver det sammenhængsskabende KLM-fag et centralt grundlagsfag for læreruddannelsen, idet man her også skal beskæftige sig med værdier - både religiøse og ikke-religiøse - og med et reflekterende og ikke et bekræftende sigte. Selvom KLM-faget rummer forskellige fagligheder, kan og skal det anskues ud fra et didaktisk perspektiv.

Så hæftet rummer altså også opløftende og konstruktive bidrag, og de kan anbefales.

Med udvidelsen af læreruddannelsesfaget kristendomskundskab/livsoplysning til også at omfatte medborgerskab er der brug for lærebøger, som matcher fagets krav. Med bogen "Kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab" er Forlaget Samfundslitteratur først med et bud på en sådan lærebog.

I bestemmelserne for faget pointeres, at der skal etableres en sammenhæng i belysningen af fagets indhold, som er dannelses- og værdispørgsmål, ud fra en religionsfaglig, en idehistorisk og en medborgerskabsrettet synsvinkel. Men denne bogs kapitler er decideret skrevet til hver af fagets tre hovedområder. Det gør det ikke tydeligt, hvad sammenhængsforståelsen de tre fagligheder imellem indeholder, eller hvordan den opnås.

Der er alligevel fine kapitler i bogen, som vil kunne br

Fakta:

Titel: Unge Pædagoger nummer 3/2007

Type: Tidsskrift

Forlag: Unge Pædagoger

Titel: Kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab

Pris: 248 kroner

Sider: 270 sider

Type: Bog

Forlag: Forlaget Samfundslitteratur

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.