For anden gang gennemfører læreruddannelsen i Silkeborg (Lisil) i studieåret 2019-2020 en ny eksamensform i pædagogik og lærerfaglighed (PL).

Kronikken introducerer til en ny prøveform, hvor dele af opgaven er udskiftet med selvvalgte elementer af film, autoetnografier med mere. Kronikken argumenterer for, at opgavens nye mangfoldighed sigter mod eleverne i folkeskolen, og at den nye prøveforms selvvalgte elementer potentielt set kan få et liv i undervisningen efter endt uddannelse.

Det betyder ikke, at teori-praksis-udfordringen overskrides med et snuptag. Det betyder heller ikke, at praksischok forsvinder.

Når studerende pendulerer mellem uddannelse og folkeskole, kan det have betydning for, at PL-projektet får et efterliv eller et liv i det hele taget efter endt eksamen. Hvad bliver eksamensopgaver sædvanligvis brugt til, når eksamen er overstået? Her vil vi gerne introducere to studerende: Sidsel og Theis. Som figurer repræsenterer de nogle af de studerende og de projekter, vi mødte sidste år.

Som hele årgangen introduceres Sidsel og Theis for PL-projektet i begyndelsen af januar. PL-projektet består af en traditionel skriftlig opgave, der indeholder en problemformulering, teori, empiri, en analyse, en konklusion og nogle handleperspektiver. Den anden halvdel af projektet består af en selvvalgt del. Denne del udgør helt bogstaveligt halvdelen af det samlede sideantal eller minuttal, når læsningen af en side opgøres i minutter. Den selvvalgte del kan være en kronik, et essay, et læserbrev. Men det kan også være en film, en podcast, et spil. Det kan være ting, som vi endnu ikke ved hvad er.

Den obligatoriske del er sat i verden for at sikre, at projekterne også har en genkendelig akademisk form. Den selvvalgte del og argumentationen for sammenhængen de to dele imellem skal have en betydning for nogen og skal have et liv og en anvendelse, når eksamen er overstået.

Sidsel og Theis har gennem deres praktik på både første og andet studieår være optaget af, hvordan man kan forbedre skole-hjem-samarbejdet på skoler, hvor der er mange etniciteter, mange sprog og mange kulturer. De er optaget af, hvordan man blandt andet bruger forskellighed som en styrke, hvordan man bruger forældre som en resurse, og hvordan man skaber fællesskab i en klasse. Alt sammen med henblik på at øge trivsel og skabe et dynamisk og trygt læringsmiljø. De er i dialog med deres praktiklærer fra andet studieår og forsøger at rette projektet til, så det afspejler de problemstillinger, der netop findes i denne klasse. Dette fokus efterlader dem med overvejelser over to mulige retninger:

1. Udarbejdelsen og didaktiseringen af en kogebog, der skal bruges i et forløb med klassens elever og forældre. Inspirationen kommer fra et projekt om integration gennem madlavning på Mølleskolen i Ry.

Integration i skolekantinen: "Det vildeste, jeg har gjort som skoleleder" 

2. Et værdi- eller dilemmaspil og en samtale på tværs af generationer i klassen, der har til hensigt at afdække værdier, ønsker, udfordringer og alle de ting, der forener aktører i og rundt om klassen.

Det videre arbejde for Sidsel og Theis går dels gennem udvælgelsen af selvvalgt del, dels afprøvning og justering af denne i samarbejde med praktiklæreren fra andet studieår. Derudover skal den obligatoriske del forfattes, og der skal skabes velbegrundede koblinger mellem den teoretiske (og praktiske) problemstilling og den praktiske (og teoretiske) udmøntning. Produktet kan sættes i arbejde, når eksamen er overstået. Det kan overtages af andre som et didaktisk design, fordi målgruppen er velbeskrevet, fordi arbejdsgangen og progressionen er på plads, og fordi den teoretiske argumentation er velunderbygget. Produktet kan tages op igen af Sidsel og Theis, når de har fået job; det kan justeres, bruges og deles.

Argumentation for implementeringen af en ny eksamensform for de pædagogiske fag er flerfoldig, og listen er ikke udtømmende:

• Den nye eksamensform er eksemplarisk, og produkter kan, i mange tilfælde, bruges direkte i folkeskolepraksis.

• Ideer kan cirkuleres, videreudvikles som didaktiske design: Ideerne kan bruges i professionen såvel som i professionsbacheloropgaven på fjerde studieår.

• Opgaven inviterer til større selvstændighed og stærkere begrundelser - ikke kun opgavetekniske, men også didaktiske, da halvdelen af opgaven potentielt kan forholde sig til dette.

• Opgaven giver anledning til fordybelse i tekstgenrer og teknologi med et didaktisk sigte og med en mulighed for - og en opfordring til - at den studerende laver et eller flere gennemløb i praksis.

• Opgaven forholder sig til en målgruppe og er derfor mindre abstrakt og samtidig mere forpligtet på at bringe viden i anvendelse.

Professionshøjskolerne har opstillet ti ambitioner for læreruddannelsen. I nedslag beskrives og begrundes sammenfald mellem professionshøjskolernes ambition og PL-projektet i Lisil:

• 4. Tættere sammenhæng mellem folkeskolen og læreruddannelsen: PL-projektet inviterer til afprøvning hos og tilretning af folkeskolens elever. Problemstillinger bliver derfor mere autentiske, og løsningerne kan have større værdi.

• 6. Læreruddannelsen skal understøtte faglig fordybelse: Opgaver, der i mindre grad baserer sig på skabeloner eller på rigide opgavekrav (tjeklister), kan potentielt kalde på større motivation og fordybelse.

• 7. Læreruddannelsen skal være på forkant med teknologi i folkeskolen: PL-projektet gør det muligt at afprøve og udvikle teknologiens muligheder i mødet med konkrete aktører i skolen.

• 10. Læreruddannelsen som udviklingslaboratorium for god undervisning: PL-projektet er optaget af at gøre god undervisning gennem forsøg, eksperimenter med mere. Linjen mellem ånd og hånd forkortes.

Og overskriften? Det var Theis' ord, som de faldt i et fokusgruppeinterview ved evalueringen af første gennemløb af denne eksamensform. »Det har rørt et eller andet inde i mig«, sagde han og fortsatte: »Vi er bedre forberedt på den verden, der venter os, fordi vi har fået lov til at afprøve noget. Den akademiske verden blev bundet sammen med praksis. Hvem er jeg som underviser? Det er blevet tydeligere«.

Afslutningsvis en invitation: Vore studerende vil gerne engagere sig i projekter, der kan være modsvar eller løsninger på virkelige problemer. Vi vil gerne kultivere en samarbejdskultur mellem uddannelse og profession, så læreruddannelses- og folkeskolepraksis krydsbestøver hinanden, og udkommet måske kan blive noget andet og mere end Word-dokumenter på gulvet eller tekstfiler i cyberspace. Dette er ambitionen.

Derfor hører vi gerne om de udfordringer, I ude på skolerne står over for, og som vores studerende - måske i fællesskab med jer - kan søge løsninger på. Så de studerende i stedet for at skrive og beskrive god undervisning kan gøre god undervisning eller skabe produkter eller forløb for god undervisning, som andre kan bruge.

Vi uddanner til lærerprofessionen. Som vi arbejder med PL-projektet, bliver akkurat det forpligtelsen.