Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Den 17. november modtog vi i Horsens Lærerforening den sørgelige meddelelse, at vores tidligere formand gennem 16 år, Anne Grethe Fyrstenberg, var afgået ved døden mandag den 16. november, 68 år.
Allerede inden hun i 1996 tiltrådte som formand for Horsens Lærerforening, havde hun i mange år været fagligt aktiv som både tillidsmand, fælleslærerrådsformand og kredsstyrelsesmedlem.
Anne Grethe har altid været særdeles dedikeret til sit arbejde, både når det gjaldt lærerjobbet på Torstedskolen i Horsens, og når hun, ofte til ud på de små timer, varetog medlemmerne af Horsens Lærerforenings interesser på kredskontoret. Her var medlemmernes ve og vel et aldrig svigtende fokus i hvert aspekt af hendes arbejde.
I sit virke som lærer fremstod hun altid som børnenes advokat, hvilket også gjorde sig gældende i hendes frivillige arbejde som bestyrelsesmedlem i den lokale afdeling af Børnenes Kontor.
Arbejdet har altid fyldt meget for Anne Grethe, men det var familien, der havde den største plads i hendes hjerte. Når vi sad på kredskontoret og vendte stort og småt over en kop kaffe, hørte vi især meget om hendes tre børnebørn, som hun var særdeles stolt af, og som hun glædede sig til at få mere tid sammen med, da hun i 2012 gik på pension.
Her viste livet sig dog fra sin uretfærdige side, idet Anne Grethe allerede samme år blev syg. En sygdom, der gjorde, at hun midt i november sov stille ind.
Blandt medlemmerne af Horsens Lærerforening vil der altid stå stor respekt om Anne Grethe Fyrstenbergs minde.