Uskolet

Esben Lunde beskyldes for at plagiere ønskeseddel

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Årets liste over julegaveønsker fra uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen minder mistænkeligt meget om noget, man har set før. Er der tale om plagiat, vil det være en alvorlig sag, mener iagttagere, men ministeren afviser, at han bevidst har fiflet med sine ønsker. Han erkender dog, at der kan være tale om sjusk fra hans side:

»Jeg har min bibel, og jeg har min salmebog. Og jeg har de her dejlige, varme dunfutter, så - ja, jeg synes ikke rigtig, jeg mangler noget. Men netop derfor er det lidt et pres at skulle finde på nye ønsker hvert år, og i den situation er jeg måske kommet for skade at søge inspiration andetsteds«.

At der er tale om 100 procent afskrift, er dog næppe sandsynligt. Man hæfter sig ved, at der på ministerens seddel også figurerer ønsker som »læderindbunden katekismus« og »rigtig ph.d.-grad«.

Uskolet er Folkeskolens bagside med opdigtet satire, som er inspireret af små og store begivenheder i tiden. Enhver lighed med tilværelsen, virkelige personer og nulevende hændelser er tilfældig og for det meste ikke med vilje. Ingen af de personer, som optræder i artiklerne, kunne finde på at gøre eller sige sådan i virkeligheden.