Uskolet
Der er ikke rigtig noget at fortælle om årets lærerjulefrokost, det er der altså ikke
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Næh, det var meget, som det plejer. Du ved, de to var godt oppe at køre allerede under pakkelegen. Ham dér bliver lidt creepy, men så sidder han pludselig og sover. Hende dér brokker sig over maden, og ham dér vælter altid sit glas. De dér er ivrige efter at snakke, og helst fagligt, og de har god tid. Hende dér har meget røde læber og bliver hurtigt lidt skinger, står lidt tæt, taler lidt højt, men meget sød og vil hele tiden høre Wham, nu hvor hun bare er på strømpesokker. Så skal dem dér fandeme ud at ryge, skal I ikke med? Og de dér står bøjet over musikken og er uenige om noget med Rasmus Seebach og Earth, Wind & Fire. Så dem, de danser godt, men er også lidt irriterende, og er han og hun allerede gået? Til sidst var vi bare nogle stykker tilbage, og så var klokken pludselig mange. Der er ikke rigtig noget at fortælle om årets lærerjulefrokost. Det er der altså ikke.
Uskolet er Folkeskolens bagside med opdigtet satire, som er inspireret af små og store begivenheder i tiden. Enhver lighed med
tilværelsen, virkelige personer og nulevende hændelser er tilfældig og for det meste ikke med vilje. Ingen af de personer, som optræder
i artiklerne, kunne finde på at gøre eller sige sådan i virkeligheden.