Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Ingen kender dagen, før solen går ned«. Ordene fra Ingemanns salme blev aktuelle i sommerferien, hvor vi på Sødalskolen ved Viborg mistede en god kollega, lærer Grethe Søndergaard. Grethe fik en hjerneblødning og sagde senere samme dag farvel til livet, alt for tidligt, kun 55 år. Helbredet havde drillet hende, men nyheden om hendes død var uventet og urimelig. Grethe boede i en gammel førstelærerbolig i Rødding, siden hun efter lærereksamen i Silkeborg i 1977 blev lærer på Rødding Skole - nu Sødalskolen ved Viborg.Hun var i de fleste år klasse- og dansklærer og blev senere skolebibliotekar. Hun nåede at være lærerrådsformand og skemalægger og interesserede sig for hele skolens ve og vel. En dygtig, omsorgsfuld lærer med sans for det enkelte barn og kendt af alle børn på skolen. I lokalområdet nåede hun at være spejderleder, leder af ungdomsklubben og aktiv i Dansk Røde Kors. Desværre blev denne sommerferie Grethes sidste ferie blandt os. Æret være Grethe Søndergaards minde.
Birger Saugmann, skoleleder, Sødalskolen