Alder ingen hindring for nyt job
Seniorer er mindre mobile end andre på arbejdsmarkedet, men selvom man er over 50, kan der være gode grunde til at skifte job
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Et jobskifte kan føre til bedre arbejdsforhold og ny inspiration i jobbet. Men der er stor forskel på, hvor mobil man er på arbejdsmarkedet.
Meget tyder på, at interessen for at skifte til en anden arbejdsplads daler, når man kommer til at tilhøre gruppen af seniorer.
En undersøgelse gennemført af analyseinstituttet Zapera fra 2007 viste et fald i læsning af stillingsannoncer fra 50 år og opefter. På basis af tal fra Danmarks Statistik nåede Dansk Arbejdsgiverforenings publikation
Agenda i februar i år frem til den samme konklusion.
Forklaringer kan der være mange af. For eksempel at folk over 50 år har fundet sig godt til
rette på arbejdspladsen og at mange måske ikke tror på snakken om det grå guld på arbejdsmarkedet.
Ifølge Ulla Fauske, AKT-lærer på Havbakkeskolen ved Mariager Fjord, er der dog ingen grund til at holde sig tilbage.
Hun skiftede job som 55-årig. Det er hun i dag, fire år senere, meget tilfreds med:
Jeg havde indtil da haft et arbejde i 31 år, som jeg var meget glad for. Nu har jeg haft et andet godt job i fire år, jeg har aldrig fortrudt, at jeg skiftede skole i en forholdsvis høj alder.
Af familiemæssige årsager valgte Ulla Fauske i 2005 at kigge efter job i Nordjylland, selvom om hun dengang boede og arbejdede på Sjælland.
Jeg kommer oprindeligt fra Aalborg, så skiftet var ikke så stort, men det er altid en udfordring at skulle lærer nye elever at kende og at skulle finde sig til rette sammen med andre kolleger og en ny ledelse. Det første halve år var jeg træt, når jeg kørte hjem fra skolen, men jeg havde fået ny inspiration, siger den erfarne AKT-lærer.
Hendes kollaga Birgitte Buus skiftede som 54-årig job efter 26 år på samme arbejdsplads.
Jeg trængte til andre udfordringer og det viste sig at være godt både for arbejdspladsen og for mig, at jeg valgte at søge et andet arbejde, siger hun.
Efter at være blevet ansat på Havbakkeskolen, har hun inspireret af sin tidligere arbejdsplads været med til at indføre fagdage, hvor læreren har klassen en hel dag. Og i det nye job har hun oplevet mere omsorg for den enkelte elev end på sin tidligere skole.
Det er ifølge Birgitte Buus eksempler på, hvor frugtbart et jobskifte i en moden alder kan være.
Jeg ville ærgre mig, hvis jeg skulle forlade arbejdsmarkedet uden at vide, hvordan det er at arbejde forskellige steder. Nu har jeg prøvet det, og det er virkelig godt, siger hun.
Ulla Fauske mener, at det er vigtigt ikke at gro fast, men trygheden ved de kendte rammer kan ikke tages med på en ny arbejdsplads.
Den omkostning er ikke så stor, når man tager i betragtning, at et jobskifte giver ny energi og ny arbejdsglæde, siger hun.