Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Mødelede - man hører det ofte nævnt. Samtidig føler mange, at de egentlig kunne bidrage med ideer og synspunkter, men beslutningerne tages af andre.
Der er en sammenhæng: Vi går til alt for mange møder, hvor vi kunne og burde tage beslutninger, men ikke gør det. Men hvor bliver der dog snakket - om skolens planer, dens indsatsområder, dens pædagogik, fælles holdninger til en række spørgsmål, prioritering af resurserne - for bare at nævne nogle.
Vi kan gå fra det samme møde med vidt forskellige konklusioner. Dog har en stor part af deltagerne den fælles og utvivlsomt rigtige analyse, at deres tilstedeværelse nok ikke gjorde den store forskel.
Tomgangsmøder er demokrati- og engagementsdræbere. Mødelede minder om lette tømmermænd, dog med den forskel, at det kan udvikle sig til en kronisk lidelse.
Man er mere engageret, hvis debatten leder frem til en beslutning, man har et ansvar for. I demokratiets ABC står: Sig noget - lyt - tag beslutninger i fællesskab.
De værste snakkemøder er ikke dem, hvor man ikke bliver taget til indtægt for noget som helst - det er de møder, hvor man senere bliver taget til indtægt for det forkerte.
»Det aftalte vi da på sidste møde?«
Men vi aftalte faktisk ikke noget som helst - der var en tre-fire stykker, der havde et indlæg. Hvad resten mener, kom aldrig frem.
Det gør en afgørende forskel for både mødernes og beslutningernes kvalitet, hvis de kobles sammen, så beslutningerne tages på møderne. En demokratisk ledelse kender og værdsætter metoden.
Men det er ikke altid demokratiet, der trykker i moderne ledelse. Nogle ledere er helst fri for for eksempel pædagogisk råds rådgivning i form af en vedtagelse, som et flertal af medarbejderne står bag. Mange ledere er desuden overdrevent fokuseret på imagepleje og lider af den vrangforestilling, at det ser pænest ud med opbakning til ledelsen - uanset hvad.
Demokratiet må vi nogle gange slås for. Det hører med til demokratiet.
DLF går heldigvis ind for det repræsentative demokrati og bred inddragelse. For en menig kongresdelegeret som mig er DLF's kongresser et skoleeksempel på, at det sagte, det hørte og det besluttede går op i en højere enhed. Bortset fra et par gæstetaler er alt underlagt demokratiske spilleregler (og jeg medgiver, at det kunne virke uhøfligt at sætte ministerens tale til afstemning).
Argumenterne afprøves - og når afstemningen er slut, ved vi, hvordan skilderierne hænger. Det er demokratisk, engagerende, bæredygtigt og derfor også effektivt. Det gør vi hvert år på kongressen i DLF - i modsætning til nogle af de mere strømlinede fagforbund. Det håber jeg, vi fortsætter med.
En demokratisk ledelse har altid beslutninger, man gerne vil tage i fællesskab. Det siger den demokratiske ABC.
»En demokratisk ledelse har altid beslutninger, man gerne vil tage i fællesskab«.