Anmeldelse

Den mundtlige prøve i fransk

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Center for Undervisningsmidler (CFU) har tidligere produceret informationsmaterialer til folkeskolens mundtlige afgangsprøve i fagene engelsk og tysk. Nu er turen kommet til fransk.

Fakta:

Titel: Den mundtlige prøve i fransk

Forfatter: Anne-Lise Petersen

Pris: 300 kroner

Sider: 22 sider

Type: Bog med dvd

Forlag: Center for Undervisningsmidler

CVU'erne har gjort et fint stykke arbejde for at formidle informationer ud til fransklærerne om prøveafholdelsen i fransk, men det er ikke alle lærere, der har kunnet deltage, da der mange steder kun er en eller to fransklærere ansat per skole. Det har gjort det svært om ikke umuligt for et stort antal fransklærere at deltage på de opslåede kurser og informationsarrangementer. Dette materiale er vigtigt, fordi det imødekommer behovet for konkret information og vejledning.

Materialets forfatter, Anne-Lise Petersen, der er CFU Vordingborgs fremmedsprogskonsulent, udtrykker, at formålet med materialet er at "afmystificere" prøven i mundtlig fransk i folkeskolen. Det kan diskuteres, hvorvidt der har været mystik om prøven, men behov for klarhed er der. Materialet har netop sin berettigelse, da det maner enhver tvivl om tilrettelæggelsen og gennemførelsen af den mundtlige prøve i fransk i jorden.

Der gives et på alle måder tilfredsstillende indblik i de faktuelle forhold omkring prøven og eksempler på, hvordan det kan gøres. Prøven berøres grundigt i sin helhed og i alle detaljer: Vi følger processen fra klassens valg af de overordnede tematikker, samarbejdet mellem lærer og censor, elevens udarbejdelse af disposition, lærerens formulering af de igangsættende spørgsmål, prøvens afholdelse samt den endelige votering. Til materialet hører en cd, hvor en prøvesituation kan følges og anvendes som udgangspunkt for egen prøve.