Anmeldelse
Et spændende indblik i uro i skolen
Gennem en forskningsoversigt og podcast får praktikeren indblik i undervisningsforstyrrende uro i skolen: Det er komplekst, og løsningerne ligger hos de fagprofessionelle.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Først en spoiler: Undervisningsforstyrrende uro i skolen er komplekst, og der er ingen lette løsninger.
Fakta:
Titel: Pædagogisk indblik 01
Forlag: Aarhus Universitet
”Undervisningsforstyrrende uro i skolen” er første skud på stammen i ”Pædagogisk indblik”, der er en serie af forskningsoversigter udarbejdet af forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet, Aarhus Universitet. Intentionen med serien er at give praktikere ”et lettilgængeligt indblik i og overblik over den eksisterende forskning på forskellige områder”. Målgruppen er praktikere fra dagtilbud, grundskole, ungdomsuddannelse og videregående uddannelse.
Forskningsoversigterne er gratis tilgængelige på seriens hjemmeside, hvor denne kan læses som e-bog. Til denne forskningsoversigt er også tilknyttet en podcast og ekstramateriale i form af blandt andet en PowerPoint. Hermed kan materialet være afsæt for diskussion og videreudvikling ved for eksempel temadage på skolerne. Hvis man har lyst til at fordybe sig i litteraturstudierne, der danner grundlag for forskningsoversigterne, er dette også muligt.
Forskningsoversigten ”Undervisningsforstyrrende uro i skolen” fokuserer på de ”mindre alvorlige forstyrrelser”. Med afsæt i undersøgelser er det de forstyrrelser, der er mest forstyrrende for undervisningen og oftest forekommende. Indholdsmæssigt er forskningsoversigtens knap 30 sider inddelt i kapitler. Først introduceres serien, emnet afgrænses, og den anvendte litteratur kommenteres. Resten af oversigten er i kapitlerne struktureret ud fra undersøgende spørgsmål om undervisningsforstyrrende uro i skolen i forhold til: Forståelsen af dette i litteraturen, hvorfor og for hvem det er et problem, udbredelsen af problemet, typer af uro, interventioner samt skoleledelsens og/eller skoleforvaltningens rolle. De fleste af disse kapitler indeholder desuden en række arbejdsspørgsmål til diskussion i teamet.
Podcasten aflyttes via hjemmesiden og varer lige over 35 minutter. Indledningsvist interviewes oversigtens forsker og forfatter med afsæt i forskningsoversigten. Herefter skiftes til børneperspektiv via interview med Loui og Liva fra henholdsvis 8. og 6. klasse, der forholder sig til uro i deres respektive klasser. Tilbage til forskeren, der blandt andet giver et eksempel på, hvilken betydning relationen mellem den enkelte lærer og elev kan have for hele klassefællesskabet. Så besøger vi Måløvhøj Skole i Ballerup, hvor indskolingen arbejder med metoder for at få mindre uro i undervisningen, også med afsæt i forskningsoversigten. Vi møder både to elever fra 2. klasse og matematiklæreren og skolepædagogen, der fortæller om deres virkelighed og praksis. Podcasten afrundes med forskerens tanker omkring den kompleksitet, der kan knytte sig til arbejdet med undervisningsforstyrrende uro i praksis.
Arbejdsfordelingen er, ifølge forfatteren, klar: Forskerne læser og går bag om studierne, og de fagprofessionelle, praktikerne, er de bedste til at finde løsningerne. Det er én af de overordnede tanker i forskningsoversigten. At gøre forskning forståeligt og tilgængeligt på relativt få sider er i høj kurs i min travle hverdag. Forskningsoversigten indeholder flere interessante pointer, jeg kan medtænke og udforske i min lærerpraksis.
Personligt er jeg storforbruger og fan af podcasts, blandt andet fordi mediet giver mig mulighed for at underholdes og opnå viden, mens jeg laver noget praktisk. Og så husker jeg det også bedre. Denne podcast fremstår som et godt supplement til forskningsoversigten, da forskningen her får liv og nuanceres i mødet med grundskolens aktører: eleverne, læreren og pædagogen. Og så er det interessant at høre forskeren/forfatteren fortælle om dennes forskningsresultater med afsæt i gode spørgsmål.
Dog er der plads til forbedringer på tekniksiden. Jeg skulle skrue helt op for volumen for at høre, hvad der blev sagt, og blev distraheret af rungen under det første elevinterview. I nogles optik hører dette måske til i småtingsafdelingen, men for mig virker det forstyrrende og kan i andre tilfælde få betydning for, hvorvidt jeg hører en podcast til ende eller ej.
Samlet set virker ”Pædagogisk indblik” som en rigtig god idé, og forskningsoversigten ”Undervisningsforstyrrende uro i skolen” er en spændende udgivelse. Forskningen formidles via flere medier, hvilket jeg tænker kan appellere til en bredere målgruppe. Forfatteren får formidlet sin forskning, men forholder sig også kritisk og undersøgende til denne. Og så kan materialet danne afsæt for gode diskussioner i skolen og det enkelte team. Denne første udgivelse er hermed anbefalet.