Uskolet
»Vi læser mere«, lyver flere børn
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ifølge en ny undersøgelse, som Kulturministeriet netop har offentliggjort, er der langt flere af de 7-14-årige børn, der lyver om, at de læser bøger, end for blot få år siden. For otte år siden løj 40 procent om, at de ugentligt læste romaner eller eventyr, men i dag er andelen steget til 64 procent.
Undervisningsminister Christine Antorini (Socialdemokraterne) hilser undersøgelsen velkommen. »Det er glædeligt, at børnene på så kort tid er blevet så meget bedre til at tækkes de voksnes evindelige krav om, at bøger er det eneste saliggørende. Skolen arbejder i dag på mange måder med at få børn til at lyve. Vi ved, at de mindre børn i dag lyver bedre end før, og det giver lyst til at lyve mere. Helt ned i børnehaven har vi nu fokus på lyvelege, men det er et problem, at 13 procent slet ikke lyver. Og vi ved, at 15-17 procent af eleverne forlader folkeskolen uden at kunne lyve godt nok til at lyve videre.
Uskolet er Folkeskolens bagside med opdigtet satire, som er inspireret af små og store begivenheder i tiden. Enhver lighed med tilværelsen, virkelige personer og nulevende hændelser er tilfældig og for det meste ikke med vilje. Ingen af de personer, som optræder i artiklerne, kunne finde på at gøre eller sige sådan i virkeligheden.