Nogle forældre går for vidt, når de henvender sig til lærere, fordi de ikke synes om det, der foregår på skolen. Nogle går langt over grænsen. Det oplevede Lene Linderholm Stougaard, lærer på Islev Skole i Rødovre Kommune.

I marts sidste år blev hun ringet op og truet af en elevs far. Efter truslen var hun sygemeldt i lidt over to måneder. Hun kom i akut krise med koncentrationsbesvær, opmærksomhedsudfald, angst- og stresssymptomer og nedsat stresstærskel.

»Det virkede absurd på mig, at jeg blev ked af det hele tiden og bange, hver gang telefonen ringede«, fortæller Lene Stougaard.

»Det var rigtig svært for mig at acceptere, at jeg i den grad følte mig handlingslammet, når jeg er vant til en skolehverdag med mange bolde i luften. Kunne sådan én enkelt opringning virkelig gøre alt det her ved mig?«

Men Lene Stougaards reaktionsmønster er helt almindeligt, når man har været udsat for psykisk vold.

Ubetinget fængsel

Der er nu faldet dom i sagen. Faren har fået en ubetinget fængselsdom og skal betale erstatning.

»Det her er en principiel dom for vores faggruppe«, mener Lene Stougaard, som ønsker at fortælle om sin sag, så kolleger, skoleledere, fagforening og arbejdsgivere kan blive gjort opmærksomme på, at retssystemet tager beskyttelsen af lærere alvorligt. »Man er faktisk villig til at sætte mennesker i fængsel, hvis de forsøger at hindre os i at udføre det arbejde, vi er ansat til. Det er det, denne dom viser«, siger Lene Stougaard.

Hun mener, at lærere i hverdagen skal være opmærksomme på, hvornår de føler sig krænket. Der er forældre, der er krænkende i måden, de henvender sig på gennem breve, telefon, mail eller på møder. Det er væsentligt, at lærergruppen får talt om, hvor grænsen skal sættes, og så får besluttet en fast procedure for, hvordan man handler, hvis man bliver udsat for krænkende forældrehenvendelser.

»Det er en af måderne, vi kan passe på os selv og hinanden på«.

I Lene Stougaards tilfælde kom truslen efter en lovpligtig underretning. Hun og en kollega havde set tegn på, at en dreng mistrivedes, og det underrettede Islev Skole til de sociale myndigheder.

Truslen anmeldes

Den 17. marts 2005, klokken 7.30, bliver Lene Stougaard ringet op af en mand, som ikke præsenterer sig.

»Du skal bare lige vide en ting, at hvis du blander dig i andre folks familier, så skal jeg også blande mig i din - og jeg gør det!«

Så bliver der smækket på.

Hun kan ikke genkende mandens stemme, men så snart hun kommer på arbejde, fortæller hun sin skoleleder Inge Vestergaard om truslen. Da lederen senere samme dag finder ud af, at familien har haft besøg af socialforvaltningen dagen forinden, går sammenhængen op for dem, og Inge Vestergaard melder straks truslen til politiet.

»Det er mig, der som hendes arbejdsgiver melder sagen. Nok har han ringet til hende privat, men situationen opstår qua hendes arbejde, og derfor er det mit ansvar at melde det«, siger skolelederen.

Mistanken bliver senere bekræftet, da politiet finder ud af, at der er blevet ringet til Lene Stougaard på det pågældende tidspunkt fra farens telefon.

Det betyder meget for Lene Stougaard, at det er skolen og ikke hende selv, der anmelder sagen.

»Det er Rødovre Kommune, der melder det, fordi man ikke vil finde sig i, at personalet bliver behandlet på den måde. Det er ikke mig, der anklager, jeg er den krænkede part«.

De efterfølgende dage fortsætter Lene Stougaard med at tage på arbejde. Den psykiske reaktion kommer cirka en uge senere, hvor hun har svært ved at håndtere en konflikt på skolen og bliver bange. Hun går til sin tillidsrepræsentant og bliver sygemeldt. Kommunen henviser hende til en psykolog, hvor hun straks kommer i krisebehandling.

Lene Stougaard er fuldtidssygemeldt fra påske til juni 2005.

Tilbage på arbejde

Mens hun er sygemeldt, undersøger skoleleder Inge Vestergaard mulighederne for at flytte drengen og hans søster til en anden skole, men i Undervisningsministeriet får hun at vide, at der ikke er noget at gøre. Det er ikke lovligt at flytte elever til en anden skole, fordi deres forældre måske har gjort noget ulovligt.

»Skoleloven tager udgangspunkt i barnets tarv. Loven indeholder ikke sanktionsmuligheder over for forældre, som skaber samarbejdsproblemer og truer personalet. Derfor kan jeg ikke flytte et barn til en anden skole uden forældrenes samtykke«, siger Inge Vestergaard.

Da der på det tidspunkt endnu ikke er faldet dom i sagen, er det svært for skolelederen at argumentere for, at det er en god idé at skifte skole på grund af sagen. I Danmark er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Det lykkes dog ud fra andre årsager at overbevise forældrene om, at det er en god idé, at sønnen skifter skole, men hans søster går der stadig, da Lene Stougaard i begyndelsen af juni genoptager arbejdet på deltid.

»Det rejser det principielle spørgsmål, om én lærer kan blive truet af en familie - med de store personlige og professionelle konsekvenser det fik for mig og min arbejdsplads - mens en anden kollega skal fortsætte samarbejdet med familien«, siger hun og mener, at myndighederne burde se på det uheldige i, at det ikke er muligt at overflytte en elev til en anden skole, når elevens forældre optræder krænkende over for en ansat.

»Min retsbevidsthed bliver krænket, når skolelederen ikke har bemyndigelse til at afslutte samarbejdet med familien. I det mindste indtil der er faldet dom«, siger Lene Stougaard.

Dommen er klar

Sagen kommer for retten i slutningen af januar 2006. Faren tilstår, at han har ringet og truet Lene Stougaard, og han bliver dømt efter paragraffen om vold mod tjenestemand i funktion. Dommen lyder på 14 dages ubetinget fængsel på en ren straffeattest.

»Det gør dommen meget klar«, mener Lene Stougaard.

Danmarks Lærerforening assisterer hende i at køre sagen som en arbejdsskadesag med erstatning for både den tid, hvor hun var fuldtidssygemeldt, og den tid i juni, hvor hun arbejdede på nedsat tid. Så ud over fængselsdommen dømmes han også til at betale hende en erstatning på 11.320 kroner.

»Det var et stort psykisk pres at skulle gå og vente i trekvart år, før sagen kom for retten. Før der var faldet dom, kunne jeg ikke lægge oplevelsen bag mig. Min naturlige vrede og angst blev til noget, jeg nok oplevede, men som jeg måske slet ikke havde 'ret' til at opleve«.

Forældre kan ikke tillade sig alt

Selvfølgelig er det tilladt forældre at blive vrede på skolen. Det er bare ikke tilladt at opføre sig krænkende over for et andet menneske. Heller ikke en lærer, siger Lene Stougaard.

»Forældre skal vide, at det ikke er læreren som privatperson, der underretter myndighederne. Vi har skærpet pligt til at gøre opmærksom på børn, vi er bekymrede for af den ene eller den anden grund«. Forløbet har været svært og fyldt med tvivlsspørgsmål, og det at sige ja til at vidne i retssagen var ikke bare indlysende for Lene Stougaard.

»Jeg vidste jo godt, at det ikke hjalp drengen, at hans far måske skulle i fængsel og betale erstatning. Men advokaten og psykologen sagde til mig, at det var vigtigt, at jeg for en tid flyttede fokus fra mit konkrete ønske om at hjælpe drengen. Jeg skulle se på sagen mere principielt og på, at truslen greb voldsomt ind i mit privatliv«.

Det hjalp at få retssagen overstået. Det hjalp at få anerkendelsen af, at man som lærer ikke skal finde sig i hvad som helst, fortæller Lene Stougaard.

»Jeg har det godt igen og har overskud og lyst til at tage de udfordringer på mig, lærerjobbet byder«, fortæller hun.

Men en af følgevirkningerne af truslen og krisen er, at hun er i det, psykologen kalder »forhøjet alarmberedskab«. Hun reagerer på diskussioner, der potentielt kan udvikle sig til en konflikt, og kan stadig være nervøs for at møde den dømte far eller andre medlemmer af familien.

»Tankerne ender blindt, når jeg prøver at lægge en plan for, hvad jeg vil gøre, hvis det sker. Jeg ved, at min frygt og uro er helt irrationel, og udefra kan man sige 'Hold dog op, han kan jo ikke gøre noget'. Men min krop reagerer på en helt anden måde«.

»Den dag, jeg møder ham igen, ved jeg, hvor langt jeg er kommet«.

Vold på skolen er et arbejdsmiljøproblem. Hvis en konflikt udvikler sig til vold og trusler mod medarbejderne, så skal det håndteres.

Det er vigtigt, at den enkelte skole definerer, hvad vold i skolen er, og formulerer en voldspolitik. Sådan lyder rådet i hæftet »Vold i skolen«, som Branchearbejdsmiljørådet har udgivet. I hæftet lyder et forslag til en voldsdefinition:

»Ved vold forstås enhver form for fysiske eller psykiske overgreb mod en medarbejder. Psykisk vold forekommer i form af truende adfærd, chikane og verbale trusler. Fysisk vold består i alle typer konkrete overgreb mod en medarbejder«.

Nogle af de gode grunde til, at man på skolen arbejder med voldsforebyggelse, er:

- Vold og trusler rammer hele arbejdspladsen - ikke kun den enkelte medarbejder.

- Alle medarbejdere skal kende deres ansvar før, under og efter en voldelig hændelse.

- En voldspolitik signalerer, at vold og trusler er uacceptable.

I hæftet er der også en tjekliste over, hvem der skal gøre hvad, når en medarbejder har været udsat for vold. Her står blandt andet, at:

- Lederen skal henvise til krisepsykologisk hjælp efter behov, eventuelt anmelde det til politi og arbejdstilsyn, og samle medarbejderne til en efterbearbejdning hurtigst muligt efter episoden.

- Kollegerne skal tale med den voldsramte om, hvad der egentlig skete, tilbyde praktisk hjælp og undlade at komme med gode råd.

- Den voldsramte selv skal acceptere, at det er normalt at reagere, godtage alle følelser, tale med kolleger, familie og venner om voldsepisoden og overlade praktiske problemer til andre.

Kilde: Vold i skolen