Datoen den 7. december 2004 vil gå over i skolehistorien som dagen, hvor det hele gik skævt, skriver cand.pæd. Ole Pedersen i sin nye bog »Kampen om skolen«.

Den dag blev Pisa 2003 nemlig offentliggjort, netop som valgkampen til Folketinget gik i gang.

»Den debat, der har været, siden regeringsgrundlaget blev formuleret i februar 2005, er den mest omfattende skoledebat, der har været i tre til fire årtier, og den direkte anledning til at tage en så omfattende skoledebat er de internationale undersøgelser, senest Pisa 2003«, fastslår Ole Pedersen.

»Der er kommet nogle helt nye parametre ind i skoledebatten, som handler om, at vi med djævlens vold og magt skal klare os godt i disse internationale undersøgelser«.

Kulminationen på den gennemgribende debat er skoleforliget i januar i år, der med blandt andet indførelse af nationale test og afskaffelse af gruppeeksamen udtrykker et - efter Ole Pedersens mening beklageligt - brud med den grundtvig-koldske skoletradition.

Forbavsende nok, når man betænker, at undervisningsminister Bertel Haarder er proklameret tilhænger af netop Grundtvig.

Nye partier blander sig

Men det skyldes, at to nye partier har sat sig igennem på den skolepolitiske scene, mener Ole Pedersen.

»Det særlige ved det her skoleforlig er, at den egentlige dagsorden er sat af De Konservative og Dansk Folkeparti. Det lægger Bendt Bendtsen slet ikke skjul på. Han er storskrydende af stolthed over, at skolepolitikken i Danmark nu er konservativ skolepolitik«.

»Det er noget nyt. Vi har en lang tradition for, at skolen er tegnet af ikke mindst Det Radikale Venstre med bidrag af Socialdemokraterne og Venstre. Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har aldrig interesseret sig en døjt for den danske folkeskole«.

»Men pludselig har de altså fået sat sig igennem, sådan som det helt tydeligt fremgår af regeringsgrundlaget, og der er ingen tvivl om, at en statsminister som Anders Fogh Rasmussen vil have realiseret regeringsgrundlaget. Derfor udnævnte han da også Bertel Haarder, denne meget erfarne politiker, til ny undervisningsminister. Den forhenværende minister, Ulla Tørnæs, må man karakterisere som en katastrofe. Hun ville aldrig have fået gennemført regeringsgrundlaget«.

Horrible debatindlæg

For Bertel Haarder tog det mindre end et år at få et skoleforlig igennem.

»Det har været brutalt. Jeg husker ikke i mine 40 år som skolemand at have overværet en så uskøn og ofte usaglig debat om skolen«.

»Ikke mindst undervisningsministerens debatindlæg er som regel horrible. Dels er de arrogante og bedrevidende, dels er hans svar som oftest som trukket i en automat, idet han er ved at realisere en dansk skole, som er helt ude af trit med den højskoletradition, som han ellers påberåber sig ved enhver given lejlighed«.

Hvad er der galt i, at Grundtvig og Kold bliver skibet af?

»Fra 1975-loven havde vi en sætning, som hed 'elevernes alsidige udvikling'. I 1993-loven blev det til 'elevernes alsidige personlige udvikling', og det er meget grundtvigsk at tænke det hele menneske på den måde: den alsidige personlige udvikling. Men Dansk Folkeparti mener ikke, at den alsidige personlige udvikling er et anliggende for skolen. Det, der skal i centrum nu, er ikke mennesket, men fagene, og det er galt. Det, som man tidligere har villet med den danske skole, er at sætte eleven i centrum, at sætte mennesket i centrum og satse på den personlige udvikling, og det går tabt nu«.

Hvad er budskabet i din bog?

»Vi har en dansk folkeskole, som eleverne faktisk er glade for at gå i. Sammenligner vi elevernes glæde ved at gå i skole med andre lande, så kommer Danmark ind på en mesterskabsplads«.

»Og den glæde kan have en sammenhæng med det, som Anders Fogh Rasmussen af vanvare kom til at kalde rundkredspædagogikken: Elevernes glæde hænger sammen med, at lærerne er meget solidariske med eleverne. Lærerne respekterer eleverne på en sådan måde, at elever som oftest trives i skolen. Og det er jo til forskel fra eksempelvis finske elever, der giver udtryk for, at de vantrives i skolen. Grundtvig kaldte dette særlige forhold mellem lærer og elev for 'levende vekselvirkning'. Eleven og læreren skulle kunne tale sammen, læreren skulle ikke bare docere«.

Hvad er moralen i din bog?

»Når vi taler om en morale, så er den, at hvis vi skal have en fornuftig debat om skolen, så skal debatten først og fremmest være præget af en pædagogisk argumentation og af menneskelighed og ikke af ideologi og købmandstænkning, som vi har været vidne til i 2005«.

Lærerne sat uden for døren

»Det er bemærkelsesværdigt, at lærerne og Danmarks Lærerforening ikke har været involveret i debatten om fremtidens skole. Det er tydeligt nok, at der har været afstand mellem undervisningsministeren og Danmarks lærere. Og det har da rystet lærerne på en sådan måde, at de - faktisk kun for anden gang i Danmarks Lærerforenings mangeårige historie - har været samlet for at mobilisere kræfter, der kunne imødegå det skoleforlig, som var ved at tegne sig«.

»Undervisningsministeren har ved forskellige lejligheder givet udtryk for, at han da gerne vil tale med Anders Bondo Christensen. Men det forudsætter, at Anders Bondo Christensen så skal undlade at være sur og altså gå ind for undervisningsministerens tænkning, det vil sige den tænkning, der er kommet ind i regeringsgrundlaget. Det gælder i øvrigt alle, der kommer med kritiske debatindlæg: De får at vide, at de jamrer. De skulle hellere være glade for, at regeringen tager vare på skolen, siger ministeren«.

Bertel Haarder er et mysterium for dig?

»Ja, da han tiltrådte, gav han udtryk for, at han havde været på en lang 'genopdragelsesrejse', som han kaldte det. Han havde lært noget, han var blevet mere moden. Og selv om det overrasker nogen, sagde han, så vil jeg lytte til organisationerne. Disse nye toner fra hans side - der var aldeles anderledes end den retorik, som han brugte i sin forrige periode som undervisningsminister - stemte sindene i retning af, at nu fik vi så en rigtig god skoledebat med henblik på at forbedre skolen, hvor alle parter - lærerne, forældrene, erhvervsfolkene - kunne komme til orde og give deres bidrag«.

Det står i regeringsgrundlaget

»Men aldrig så snart han havde sat sig i stolen, så kom der andre boller på suppen, og den egentlige folkelige debat på et sobert grundlag udeblev ganske totalt«.

»Ministeren har adskillige gange været i defensiven og har måttet læne sig op ad meget bastante vendinger. Og når han bliver rigtig trængt, så reducerer han sin retorik til at sige, at det står i regeringsgrundlaget, og sådan bliver man pålagt en opgave. Han er altså blevet pålagt en opgave, og den vil han udføre, men han vil ikke gå ind i en pædagogisk debat om for eksempel fordele og ulemper ved gruppeeksamener«.

Pisa er skurken i din bog. Hvem er helten?

»Hvis jeg skal udlede helte af den danske skoledebat, bliver det de lærere, som kæmper for den skole, som de holder meget af. Men de har jo ikke haft nogen gennemslagskraft i skoleforliget, så de er kun helte på den måde, at de har en dybtgående, erklæret kærlighed til den danske skole og til de elever, som de underviser. Så der er ingen helte, men måske antihelte«.

Hvem er så taberne?

»Taberne er de danske skoleelever. De skal fremover konsultere en skole, som er uden den menneskelighed, som vi kender i dag. Vi vender med garanti tilbage til den gammeldags klasseundervisning, hvor lærerne sidder oppe ved katederet foran tavlen og overhører eleverne«.

»Alle de former for spændende undervisning, som har udviklet sig inden for de sidste to til tre årtier - temaarbejde, featureuger, periodelæsning og så videre - vil vi se mindre til. Der vil komme flere test ind i undervisningen, som vil rette sig ind imod de nationale test«.

»Man kan frygte, at den umistelige danske skole, der er båret frem af glæde og kreativitet, totalt vil ændre karakter og blive mere lig med skolevæsener i andre lande, som vi bestemt ikke bør sammenligne os med, for eksempel Finland«.

»Den danske skole vil blive mere standardiseret, samtalen og kreativiteten vil fylde mindre, og den faglige formidling vil komme i fokus«, siger Ole Pedersen.

»Under indoktrineringsdebatten i 70'erne og 80'erne måtte lærerne bestandig have paraderne oppe. Det var nærmest en krig mod skolen, der først ebbede ud, da folk vågnede op og opdagede, at de havde fantastisk brug for skolen. Derfor kom vi ind i stilhed i 90'erne, hvor lærerne ligefrem bliver opfordret til at deltage i værdidebatterne og give udtryk for etiske og moralske holdninger, som pludselig var blevet en mangelvare. Men det varede kun i ganske få år, så kom kritikken af skolen igen. Den begyndte i 1994 med den internationale læseundersøgelse, hvor den danske skole i 3. klasse klarede sig ualmindeligt dårligt. Og den form for færdigheds- og faglighedsdebat har vi så haft lige siden. Den kulminerede lige omkring nytår med det nye skoleforlig, tilskyndet af Pisa«, siger Ole Pedersen.

Cand.pæd. Ole Pedersen, født 1939, blev uddannet som lærer i 1964 og arbejdede som folkeskolelærer frem til 1969. Derpå højskolelærer i to år, så seminarielærer frem til 1994, da han blev forstander ved Den frie Lærerskole i Ollerup. Gik af i 2001. Medstifter og medredaktør af det pædagogiske tidsskrift »Kvan« og har skrevet en snes bøger om litterære, sproglige og pædagogiske emner, senest »Kampen om skolen. En aktuel og historisk analyse af skoledebatten i undervisningsminister Bertel Haarders første år i hans anden regeringsperiode«, udgivet på Kvan, www.kvan.dk