Tony Blair har ikke kun chokeret briterne med Irakkrigen og ministerskandalerne. Nu er det skolens tur. Med store trut i trompeten lanceres den udvidede skole. Den markedsføres med »wraparound childcare« som kerneydelse, det vil sige skole fra 8 til 18.

Wrap betyder pakke ind, svøbe om, omhylle. Det lyder jo rigtigt trygt. Kan barndom mon blive for indsvøbt, for omhyllet?

Man kan jo teste sig selv. De af læserne, der gerne vil have byttet deres gamle, uindhyllede barndom med måske blot tre timers daglig skolegang und nichts weiter ud med sådan en moderne vitawrap-barndom, bedes række hånden op. Det blev vist ikke mange fingre, der kom op.

Forskrækkede englændere vendte blikket mod Danmark. Og de syntes, det var fantastisk, hvad de så: Børn, der fik fri fra skole klokken 12 eller 13 og så gik over i en fritidsordning med veluddannet personale, frihed til leg og selvstændige, gode lokaler. Man nænner næsten ikke at fortælle dem, at også vi har vore discountkommuner, og det væsentlige er da også, at legen og børnenes rettigheder generelt nyder betydelig respekt her. Når skolen er slut, så har vores børn fri fra skole, som vi selv havde det, og så er tiden deres egen - dog inden for fritidstilbuddets rammer.

Men også Danmark har sine barndomsomviklere. Man kunne vel skrive i loven, at børn skal læse lektier i skolefritidsordningen? Forsøger nogle sig. Man kunne vel bestemme, at børnene skal lave idræt og legemsøvelser og den slags i skolefritidsordningen? »Skal« siger de. Dér er problemet. Får de først puttet et lille skal ind, så kommer snart det næste, og det næste - og med ét er barndommen omviklet. Og så lærer de da noget, tror omviklerne.

Ikke engang i det har de ret. For det vigtigste, det lærer børn uden for timerne, i frikvarteret, på vejen, derhjemme, i skolefritidsordningen. Så hvis man reducerer for meget af barndommen til timer, så lærer børnene for lidt. Det er uden for timerne, børn konstruerer deres begreber, udvikler deres opmærksomhed, deres kropskoordination, deres retningsfunktion for slet ikke at tale om livsmod, nysgerrighed og vedholdenhed, alt sammen uomgængelige forudsætninger for at kunne lære noget i timerne i skolen.

Den, der leger godt, lærer godt.

Nede i sprogposen, som de sidder med i børnehaven, er der et billede af en si. De sidder i rundkreds og venter og rækker fingeren op. Der skal de slet ikke sidde.

For ude i børnehavens køkken er der en rigtig si, som kan si ting. Noget bliver hældt ned, og noget forandret kommer ud. Man kan mærke det. Man kan hælde. Man kan se voksne arbejde. Det, der kommer igennem sien, kan blive blandet med noget andet og blive til noget tredje - måske noget lækkert. Sanselighed, forandring, skelnen, arbejdets væsen, hjælpe til, gøre noget sammen. Alt det kan de i børnehaven, det dejligste liv og samtidig den bedste skoleforberedelse.

De skal ikke nøjes med pseudoliv med sprogposer og »Trin for Trin«.

Og skolen selv. Ja, den er jo under forandring, med team, med udeskole, med lærere, der leger med børnene i frikvartererne, måske endda med huler og hytter i træerne, med mindre klasseundervisning. Med lærere, der kan klare både at være dygtige fagfolk og almindelige voksne mænd og kvinder, for dem ser børn jo ikke mange af uden for institutionerne, og det er jo af sådanne almindelige voksne, de skal lære det vigtigste her i livet: at blive en almindelig voksen mand eller kvinde, der - med en seksårigs ord - tænker godt om børn ... hvordan børn skal have det.

Erik Sigsgaard er seminarielektor og forsker