Bogen beskæftiger sig med begrebet resiliens, som har med modstandskraft at gøre. Hvilke faktorer gør, at nogle børn klarer sig trods traumatiske oplevelser, og nogle børn bukker under? I indledningskapitlet gøres rede for tre faktorer, der har betydning for børns videre liv efter og under incestperioden: Individuelle resurser, familiemæssige aktorer og netværkets betydning.

Syv kvinder og to mænd har fortalt deres historier, og det er grumme oplevelser, de har haft som børn. Alligevel er det ikke en bog, der svælger i medlidenhed og elendighed, for hovedvægten er hele tiden på resiliensperspektivet. Hvilke omstændigheder var til stede for netop den fortæller, der gjorde, at livet alligevel fik værdi?

Beretningerne har for nogle givet en indsigt og livsvisdom, men ingen ønsker, at deres egne børn skal opleve det samme. Rodløshed, prostitution og misbrug er for mange en eftervirkning, men også indlæggelser og årelang terapi har været nødvendig for at komme så langt som til at fortælle åbent om barndommens traumer. Derfor virker det også dobbelt modigt at dele oplevelserne med andre og for nogles vedkommende samtidig at bryde anonymiteten.

Bogen henvender sig til voksne, der selv har været udsat for seksuelt misbrug i barndommen, og til deres pårørende, som kan have gavn af at læse, at de voldsomme problemer kan overvindes.

Det er en grum, men vedkommende bog, der bør læses i mindre bidder, men også en bog fuld af håb og styrke.