I disse år kan man godt få en ubehagelig fornemmelse af at være vidne til et trafikuheld i slowmotion: Halvdelen af kommunerne sparer – igen-igen – på næste års folkeskolebudgetter.

Fra 2011 til 2021 er andelen af elever uden for folkeskolen steget støt fra 14,7 til 19,1 procent. Ansatte i folkeskolen uden en læreruddannelse udgør for nuværende 18,1 procent. Ifølge den seneste medlemsundersøgelse er der i 94 procent af klasserne elever, der mistrives.

Det gennemsnitlige elevfravær er med otte procent det højeste nogensinde. Og folkeskolen har som institution været nærmest fraværende i folketingsvalgkampen.

Hvor svært kan det egentlig være at forstå, at samfundet ikke bliver stærkere og rigere end den folkeskole, vi byder vores børn og unge?

Man kunne sådan ønske, at etiske og pædagogiske argumenter i sig selv havde tilstrækkelig gennemslagskraft, og de bærer da også et stykke i samfundsdebatten og i Sammen om skolen. Jævnfør ovenstående udvikling er det imidlertid tydeligt, at der ikke for alvor tages fat om nældens rod politisk, hvorfor vi fortsat lider under et eklatant misforhold mellem krav og resurser.

Sagen er, at vi har indrettet et samfund, hvor vi er afhængige af konstant at øge vores vækstambitioner og tempo og levere mere for mindre blot for at opretholde levestandarden. Det bliver ikke ved med at hænge sammen, og én af de alvorligste konsekvenser kan nu aflæses i antallet af børn og unge i mistrivsel, der efterhånden har nået et eksorbitant højt niveau.

Vi er nødt til at genskabe en folkeskole, hvor flere børn og unge både kan være og lære, og det skal ske ved på én og samme tid at investere i folkeskolens brede fagligheds- og dannelsessigte og bringe krav og resurser i bedre balance. Hellere i går end i dag. Lad os starte med at gøre det åbenlyst rigtige, som med et snuptag vil skabe større kvalitet, overskud og trivsel hos elever, lærere og skoleledere: Nedjuster antallet af undervisningstimer til OECD-gennemsnittet, og bevar samtidig de frigivne resurser i folkeskolen.

Vores børn og unge fortjener, at vi, der kan, handler og tager ansvar for dem og for samfundsudviklingen – ikke mindst for landets vigtigste kultur- og uddannelsesinstitution: folkeskolen.