I 12 år stod en dansker op hver morgen - lad os kalde vedkommende X - spiste morgenmad og afleverede ungerne i ro og mag i institution. Så kørte X på arbejde. Mødte ind ved 9-tiden, hilste godmorgen til kollegerne, tændte computeren på skrivebordet og slentrede ud for at hente sig en kop kaffe. God kaffe. Efter en lille sludder i døråbningen ind til afdelingslederen satte X sig ved sin plads og scrollede stilfærdigt gennem indbakken, mens der blev udvekslet hyggelige anekdoter med kollegaen overfor. Behageligt lunt var der. Inden mødet hen ad klokken 10 var der også tid til lige at tjekke netbank og nikke med et tilfreds smil.

Nu?

Hamrer ind ad døren til lærerværelset med cykelhjelm og madpakke og fotokopier flagrende efter sig klokken 7.58 og stormer ned ad en iskold gang med skvulpende lortekaffe for at nå at stå foran 25 larmende børn, der forventer, at alt initiativ kommer fra X. Senere venter flere med samme indstilling, mange flere.

Meritlærere er fortsat en gåde for videnskaben.

Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre  alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.