Idioti, kejserens nye klæder, unødig viden og ligegyldig info er det, der popper op i min bevidsthed.

De, som har udarbejdet dette evalueringsredskab, lever i et parallelunivers. Her skal otteårige kende begreber som palindrom, pendent, ekskurs og kumquat for at være hele mennesker.

Det er bedrøveligt, at disse mennesker sætter dagsordenen og bestemmer, hvilke kriterier mine søde, friske, dejligt naive, umiddelbare elever, som er naturligt nysgerrige på verden og livet, skal udsættes for.

Test som denne kan ødelægge disse børns motivation til læring. De har gået i skole i to år, har øvet sig på det danske sprog i otte år og bliver rost og anerkendt for deres forsøg på at gøre sig bedre.

Deres forældre støtter dem i læsning, stavning, skrivning og artikulation. Vi lærere fylder læring på dem hver dag.

Børnene vokser med opgaven og er superdygtige. De kan masser af ord, læser flere bøger om ugen, lærer fagfaglige udtryk og definitioner på alle mulige og umulige begreber hver dag. Børnene anstrenger sig, de er kloge, og de viser progression.

Så får de stillet sådan nogle idiotiske spørgsmål fuldstændig taget ud af enhver kontekst, og pludselig føler de, at alt det, de har lært, er forkert.

Jeg går og venter på, at én råber: »Han har jo ikke noget tøj på!«

Jeg vil ikke være statist i denne groteske farce og bare se til, at vores råstof bliver udsat for dette vanvid.

Hvad er det, vi gør mod læringsparate børn? Disse test kan ødelægge lærernes arbejde med positivt at motivere deres elever.

Nu kan man tro, at mine elever klarede testen ringe, da jeg reagerer så voldsomt, men de klarede sig faktisk glimrende.

Min reaktion er bare resultatet af de frustrationer, som ramte mine børn.