Hvis man tænker, at man kun har tid og kræfter til at læse én større bog om læring i de næste mange måneder, og denne bog gerne måtte arbejde med læring ud fra en helt anderledes synsvinkel end den traditionelle psykologiske - så er dette bogen. Uden tvivl. Den er svær og udfordrende, men den er det værd.

Efter læsning har man som læser et helt nyt ordforråd at tænke og tale i. Et eksempel på dette kunne være hele den aktuelle fremstilling og diskussion af begrebet klasseledelse. Der er ingen tvivl om, at lærere skal kunne udføre klasseledelse på hensigtsmæssige måder netop i forhold til den situation, læreren befinder sig i, men ordene, vi bruger, når vi beskriver, skaber også en dybereliggende baggrundsforståelse. I "Læringens biologi" udøves klasseledelse ved, at læreren vinder elevflokkens tillid og bliver dens alfahan eller -hun, og det giver en ganske anden tilgang til hele forestillingen om klasseledelse. Det, der virker her, er lærerens kropssprog, positive følelser og øjenkontakt, fordi vi ønsker at påvirke elevernes spejlneuroner og dermed tænde deres lyst til at gøre, som vi gør, at imitere os på en ubevidst, men meget grundlæggende måde i menneskets læringsproces grundfæstet i hjernen.

Hjernen er det grundlæggende udgangspunkt for bogens beskrivelser af mennesket og den menneskelige læringsproces, og det ses helt ned i detaljerne. Det er ikke mennesket, der lærer, det er hjernen. Den lærende hjerne. Et grundbegreb i Kaj Smedemarks bog er "tegn", der altid består af tre led: tegnets afsender, tegnets betydningsbærer og tegnets sansende modtager. Eksempel: Varm chokolade, der afgiver duftmolekyler, der opfanges af den sansende tegnfortolker, der kan aflæse tegnet i sin helhed og formodentlig "tænker": Ahh, varm chokolade, og føler lyst til at smage. Er chokoladen for varm, læres der også noget nyt om chokoladen.

Dette eksempel fra bogen er simpelt, men det bliver hurtigt både spændende og indviklet. I Kaj Smedemarks tænkning lever mennesket i særlige tegnskyer, som vi deler med andre mennesker gennem kommunikative processer. Det faglige begreb for denne sammenhæng kaldes for semiosfærer.

En væsentlig inspirationskilde gennem hele bogen er en for længst død amerikaner, Charles Sanders Peirce, der var filosof og grundlægger af den amerikanske pragmatisme, hvor vi også finder John Dewey. I forlængelse af Peirce skelnes der i bogen mellem tre former for tænkning; induktiv, deduktiv og abduktiv tænkning. Den sidste form er den, der er den mest interessante for Kaj Smedemark, der anvender begrebet gennem hele bogen og ender med en fordring om, at lærere skal være og tænke abduktivt, hvilket betyder, at læreren skal tænke i hypoteser, turde anvende gæt og fornemmelser som forudsætning for sine handlinger med elever og faglighed.

Læreres arbejde udspringer af intuition og erfaringsbaseret viden, og det er en tænkning om lærerarbejdet, der ikke går i spænd hverken med ældre forestillinger om lærerarbejdet som rationelt og fornuftsbetonet eller med nyere forestillinger om den refleksive lærer. Det er det, der gør denne bog spændende. Og når det så yderligere lykkes for forfatteren at knytte sine betragtninger om hjernen som udgangspunkt for læring sammen med blandt andet Klafkis og Bruners om dannelse og læring, gør det bare bogen endnu mere interessant.