Anmeldelse
www.sepakken.dk
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ungdommens Uddannelsesvejledning er en vigtig aktør, når eleverne i grundskolen arbejder med uddannelsesplaner. Andre vigtige aktører er klasselæreren og klassens lærere. Derfor er det godt, hvis redskaberne til dette arbejde kan være tilgængelige, hvor som helst den unge befinder sig ved en pc, også hjemme hos forældrene. "SE-pakken" kan være dette redskab. Pakken er en internetversion af forlagets cd-rom-udgivelse, udbygget med nye moduler. Netudgaven lægger op til at se valg af uddannelse og erhverv i større rammer. Man kan anlægge et helikopterperspektiv på de mange elementer, der indgår i opbygning af viden og overvejelser forud for valget. Eleven kan kombinere overvejelser over jobområder på arbejdsmarkedet med faktuel viden om uddannelsesområder og sluttelig se på videoportrætter af mennesker på job, der fortæller om virkeligheden i jobbet. Vil man afprøve sine interesser for forskellige elementer i arbejdssituationer, kan man gå i dialog med programmet SPOR, der bygger på spørgsmål, altså på sprog. Man kan også tage den visuelle udfordring i programmet SELEKT, der viser et antal billeder af mennesker i arbejdssituationer. Man vælger så den positive eller negative knap og får derved et bud på en interesseprofil, der kan forbindes med facts om job og uddannelser i programmet MAXI-Due. Hertil kommer artikler til overvejelse af jobvalg og helbred, kulturmødet - tørklæde og bederum, familieværdier - på job og i uddannelsesinstitutioner og iværksætteri. Landsdele kan afsøges for uddannelsesmuligheder i et adresseafsnit, og endelig kan vejlederen og den unge i U-plan arbejde målrettet med uddannelsesplaner og handleplaner, der fastholder den unges fremtidsvalg. Alle elementer i pakken er integrerede og kan arbejde sammen, men elementerne er også brugbare hver for sig. Pakken er et godt arbejdsredskab. Indholdet er læsevenligt og visuelt tænkt til alle elevgrupper. Selvfølgelig skal der tænkes i økonomi, da mange, om ikke alle, oplysninger kan findes andre steder på nettet, men her fremstår de samlet og med konstant opdatering.