Nyt lovforslag om brugerbetaling
Forslaget skaber nogle nye problemer, mener næstformand Tom Egholm
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det nye lovforslag om betaling for lejrskoler og skolerejser er et skridt i den rigtige retning, siger næstformand i Danmarks Lærerforening, Tom Egholm. Han forudser dog, at det nye forslag (omtalt i Folkeskolen nummer 18) ikke kun løser nogle gamle problemer, men også skaber nogle nye.
- Der er opstået nogle nye gråzone-områder, som vi ikke kender konsekvensen af endnu. For eksempel er der åbnet mulighed for, at klassen samler penge ind til ekstraordinære aktiviteter i forbindelse med lejrskoler. Det er aktiviteter, som ikke er en forudsætning for lejrskolens gennemførelse. Om der så er tale om en biograftur en aften eller måske et museumsbesøg, som ikke er en forudsætning for, at lejrskolen kan gennemføres, det ved vi ikke endnu, siger Tom Egholm.
- Det største problem ved lovforslaget er, at det vil skabe en glidning fra lejrskoler til skolerejser, fordi der er flere økonomiske muligheder for sponsorering ved skolerejser, siger Tom Egholm. Han tilføjer, at det bestemt ikke er foreningens politik med øget sponsorbetaling.
Et andet problem ved lovforslaget er, at der i forbindelse med skolerejser skal være enighed blandt forældrene. Det er på sin vis godt nok, at forældrene inddrages, mener Tom Egholm, men det kan også lægge et unødigt stort pres på forældrene, uanset at de ikke er tvunget til at betale for, at eleverne kan deltage.
Lærere i klemme
Tom Egholm forudser også et problem ved, at læreren pludselig kan komme i klemme som indsamler. Forslaget giver mulighed for, at støtteforeninger, lærere, forældre og sponsorer kan yde anonyme bidrag til elevernes rejser.
- Der har altid været tradition for en eller anden form for regnskab med indsamlede midler, men nu skal læreren pludselig administrere de indsamlede penge uden at kunne aflægge regnskab. Det kan give problemer.
Men det er ikke skidt alt sammen. Tom Egholm er positiv over for tendensen i lovforslaget til, at man går væk fra de individuelle betalinger til nogle kollektive.
- Og så er det jo positivt, at alle har ret til at deltage på turene, uanset om forældrene betaler eller ej.
Det nye lovforslag var til førstebehandling i Folketinget i torsdags og er nu sendt til høring. Danmarks Lærerforening vil i den forbindelse komme med en officiel udtalelse, som er under udarbejdelse.