Vi Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO, lærerne) forhandler med KL (Kommunernes Landsforening). KL forhandler for, og repræsenterer, kommunerne. Men KL har ikke nogen særlig myndighed over for kommunerne. KL er vel nærmest en klub af en slags? Kommunen kan i vid udstrækning selv bestemme, om den vil følge KL's anbefalinger eller ej. Hvis kommunen nu slet ikke har råd, så kan den jo i hvert fald ikke gennemføre de planer og initiativer, som KL netop er blevet enig med ministerium eller for eksempel KTO om. Kommunen bestemmer selv sit serviceniveau.

I mange sammenhænge: hvad angår tid til at udføre almindelige læreropgaver, hvad angår tidstildeling til særlige opgaver som skolebiblioteket, skolevejledning, pædagogisk nytænkning, forældresamarbejde og så videre, er der forrygende forskellige tilstande fra kommune til kommune.

På et nyligt møde på Skarrildhus bekræftede KL's mand på stedet med beklagelse, at dette er tingenes tilstand: KL skaber en ramme. Herefter gør kommunerne, hvad de kan og vil, de rige har mange muligheder, de fattige kommuner må se, hvad de kan overkomme!

'Der er ikke afsat penge til decentral løn i min kommune, kan det passe?' spørger en naiv sjæl. 'Ja', svares der fra KL, 'det er det decentrale system, beklager!'

Er vi da så trygge ved den økonomiske og mandskabsmæssige kapacitet i vore kommuner, at vi nu tør lægge selve løndannelsen ud til kommunerne? Kan hænde, det kan virke i de store (velbeslåede?) bykommuner, men hvad med os helt derude, hvor der knap eksisterer et samlet skolevæsen, ingen skolemand i administrationen, overbebyrdede kontormænd og -damer på kommunekontoret?

Der er oplæg til megen konflikt, når vores forhandlingsmodpart, KL, forpligter sine medlemmer, kommunerne, så lidt, som vi ser.

Man kan sige, at kommunerne er i fuld gang med at vise, at 'ny løn' er en rigtig dårlig ide. Vilkårlige tilstande lurer forude. Samtidig bliver det himmerig for papirnussere og bureaukrater. Der ligger papirbjerge af forhåndsaftaler, generelle og konkrete aftaler og så videre forude. Mulighederne for individualisering er uendelige.

Det siges, at vi kan fastholde vores samlede lønsum - som er stor, fordi vi er mange på slutløn - hvis vi skynder os over på ny løn. Det vil KL næsten love os. Jeg tror ikke på, det holder. De er vel ikke dumme i KL? Jeg formoder, de glæder sig, til alle de dyre overlærere vinker farvel. Hvad angår den enkelte lærers 'lønsum' vil de velbeslåede kommuner måske nok fastholde lærernes løn, men herude på landet, hjælp! 'Kommunen bestemmer selv sit serviceniveau!'

Hvis det er væsentligt at få flyttet en større del af lønkagen ned til de unge lærere, hvorfor så ikke vende lønforløbet, så man starter med en høj løn og flader lønmæssigt ud hen imod pensionen? Livslønnen kunne blive den samme, og med overenskomstansættelsen betyder pensioneringsløntrinnet ikke ret meget.

Mogens Lundetoft Clausen

Trustrup