Lønindplaceringen for Danmarks Lærerforenings medlemmer skal fastholdes eller forbedres i forhold til øvrige grupper på arbejdsmarkedet. Det fremgår af foreningens princip- og arbejdsprogram. Men er det muligt at leve op til denne målsætning i det nuværende lønsystem?

56 procent af de kommunalt ansatte er overgået til nye lønformer. Flere vil følge. Det kan forventes, at aftaleparterne fremover vil koncentrere indsatsen om nye lønformer. Det får betydning for, hvordan de økonomiske midler fordeles. Konsekvensen kan være, at vedligeholdelse af det 'gamle' lønsystem vil blive vanskeliggjort. Samtidig indeholder nye lønformer økonomiske garantier og aftalemuligheder, der sikrer lønudviklingen for de grupper, som går over. Det stiller foreningen over for store udfordringer, hvis vi fremover fortsat vil sikre lærerne en lønindplacering, der modsvarer den uddannelse og de kompetencer, der kræves af undervisere i folkeskolen.

Det må og skal dog ikke alene være pengene, der afgør, om vi skal overgå til nye lønformer. Arbejdsgivernes ideologi om, at lønnen skal være et ledelsesværktøj, der giver mulighed for løn som belønning af den enkelte, har vi ikke brug for på folkeskoleområdet. Vi må klart afvise ethvert forsøg på at gøre lønnen til et anliggende mellem den enkelte lærer og skolelederen eller gøre lønnen til en motivationsfaktor for den enkelte lærers løsning af konkrete undervisningsopgaver.

Men Danmarks Lærerforening er nødt til at anlægge en offensiv lønstrategi. Vi skal fokusere på, hvilke muligheder et nyt lønsystem kan give os. Kræfterne skal koncentreres om at finde en ny underviserlønmodel, som passer til lærerarbejdet og de værdier, der gælder for arbejdet i folkeskolen. Det skulle heller ikke være umuligt. Med udgangspunkt i de nye lønbegreber kan systemet ændres, så de lønforskelle, der i dag alene er begrundet i ansættelsesperiodens længde (anciennitet) og geografiske forhold (stedtillæg), i højere grad begrundes i for eksempel aftaler om varetagelse af funktioner og aftaler om udvikling af kvalifikationer.

Hovedstyrelsen har udarbejdet en skitse til en underviserlønmodel. Udgangspunktet er en grundløn, der ligger væsentligt højere end den nuværende begyndelsesløn, samt et antal kvalifikationsløntrin, der gives alle lærere for den erfaring, der opnås gennem arbejdet. Det vil sige et anciennitetslønsystem med færre og større spring mellem løntrinene i et kortere lønforløb end det, vi kender i dag. En sådan model vil give en lavere slutløn, men større lønudbetalinger igennem den første årrække som lærer.

For de overenskomstansatte er der også et pensionsmæssigt perspektiv i at få flere løndele ud i starten af forløbet. Herudover bør der aftales obligatorisk funktionsløn knyttet til undervisningsopgaven - og en aftale om kvalifikationsløn skal sikre den enkelte både rettigheder og yderligere lønudvikling i relation til efteruddannelse. Hertil kommer rammerne for lokal aftaleindgåelse om såvel kvalifikations- som funktionsløn, der skal sikre en fornuftig balance mellem centrale og de decentrale lønelementer.

Mulige overgangsordninger må vurderes. Det er en selvfølge, at ingen må gå ned i løn som følge af overgang til et nyt system. Men andre spørgsmål må overvejes. Er det eventuelt kun nyansatte, der skal overgå til ny løn - eller eventuelt kun ansatte på eller under den nye grundløn?

Og det langsigtede perspektiv må vurderes: hvad er det for et lønsystem og en lønudvikling, vi vil sikre for kommende lærergenerationer? For mig at se er målet at sikre et lønsystem, der forbedrer mulighederne for unge lærere, der fortsat sikrer en automatik i lønudviklingen, og som knytter den obligatoriske del af de øvrige lønelementer til kerneydelsen undervisning og til en fortsat kvalificering af alle lærere. Et lønsystem, der baseres på forhåndsaftaler og objektive kriterier for alle løndele.

Det er en kendsgerning, at nye lønformer bliver et tema ved de kommende aftaleforhandlinger. Men om det skal blive mere end et tema, afhænger af, om arbejdsgiverne vil acceptere et forhandlingsgrundlag, som sikrer lønformer, der passer til folkeskolen. Indtil det kan afprøves, skal vi ikke blot afvente, at arbejdsgiverne alene sætter dagsordenen i debatten. Vi har behov for offensivt at formulere vores præmisser for et nyt underviserlønsystem. Derfor er nye lønformer et afgørende element i diskussionen om vores krav.