Vores polske gæst i denne uge, Paulina, 16 år, fra Warszawa, pakker sin kuffert. I morgen skal hun og hendes klasse rejse hjem igen. Min datter og hendes klassekammerater bliver tilbage med mange nye tanker. Kan det for eksempel være rigtigt, at Paulina befinder sig i et uddannelsessystem, hvor den almindelige folkeskole regnes for så ektremt dårlig, at alle forsøger at købe deres børn fri af den og over i andre grunduddannelser? Kan lærere virkelig derefter købes til at give børn højere karakterer til prøver og eksaminer? Kan man faktisk købe et kørekort uden at have haft både teori og køretimer? Som 17-årig? Kan det passe, at syge betaler læger under bordet for at blive kureret? Og så videre, og så videre.

Den polske pige, der forundres, når hun hører sin danske vært brokke sig over gymnasiet, storkonfliktens manglende busser og gær, lærernes fraværsprocenter og så videre.

Hvor meget af det, hun fortæller, kan jeg tro på? Spørger datter min! Jeg skal da være kritisk, selv om vi måske har det bedre! Vi er i hvert fald ikke rige! Jeg er ikke rig! Siger hun med helt sikker stemme. Næsten sikker stemme.

For hvad er rigdom? Jo flere gange vores børn møder andre landes børn, jo mere relativt bliver dette begreb. Jo mindre knyttes det sammen med pengebegrebet. Er det rigdom, at min datter kan gå frit til køleskabet i fast rutefart? Er det rigdom, at hun skal til prøver og eksaminer nu i maj-juni i forvisning om, at kun hendes egen indsats og egne evner afgør karaktererne? (Næsten da.) Er det rigdom, at hun har gået i en god folkeskole og på en dejlig efterskole sammen med børn fra alle samfundslag, uden at hendes forældre skulle bestikke lærerne med enten penge eller naturalier - og hvor adgangen til gymnasiet var sikret alene gennem dette forløb?

I mine venstresocialistiske studieår boede jeg i en periode dør om dør med en polak, som skulle lære at lave ispinde på dansk manér for sin polske fabrik. Jeg syntes, han var lallende jubelidiot, når han erklærede, at han elskede Danmark, for hvor var vi rige, og hvor havde vi det bare godt på alle måder. Det var, før Solidaritet slog igennem. Da det skete, var jeg på studietur til Warszawa og Krachow - og så forstod jeg ellers nok, hvad han havde ment om både materiel og åndelig rigdom. Og netop fordi jeg personligt har mødt polsk kultur og livsform både i Danmark og i Polen, forstår jeg, hvorfor Paulina næsten ikke ved, hvilket ben hun skal stå på af begejstring over Danmark. Selv om hun forsikrer, at der er sket utroligt meget i Polen siden 'kommunisternes tid'.

Paulina erklærer med overbevisning i stemmen, at alt det dårlige i Polen skyldes 'kommunisterne', og at alting vil blive mindre korrupt, mere rigt, i deres fremtid. Min datter og jeg sender hinanden et tvivlende blik. Danmark har aldrig været styret af 'kommunisterne', og dog læser vi lige nu i aviser og oplever direkte, hvorledes danskerne bevæger sig mod 'polske tilstande'. Vi snyder, lyver, stjæler, bedrager, hamstrer som aldrig før, hvadenten der er storkonflikt eller ej. Solidaritet? Kan fagbevægelsen med sin kraftanstrengelse give dette begreb et reelt indhold for nutidens danske unge? Vil et gæstebesøg i Warszawa næste år kunne fortælle dem, hvor meget de kan 'tro' på de polske unges rigdoms-fortællinger?

Det knager i samfundets fuger og bånd, men vi skal passe på ikke at lade alt det falde, der tilsyneladende har svært ved at stå fast for egoismens fremmarch. Blandt andet og ikke mindst vor folkeskole som netop en folkets skole, der opdrager til demokrati ved at bygge på solidaritet. Vore lærere som ordentligt lønnede og ikke degne, man giver en købmandskurv med gær og smør inden prøverne. Og vore forældre som forældre, der forstår, at det ikke er 'kommunismen', men 'egoismen', der truer os i tiden. Hvor langt er der til Polen, når vi måler i lighed og solidaritet?

Herdis Toft er lektor ved Danmarks Lærerhøjskole i Skive