»Det er nødvendigt at lære mange fremmedsprog for at kunne begå sig ude i den store verden«, mener Inge Larsen.
Jacob Nielsen
Tysk tæller
På Høje Gladsaxe Skole ligger timetallet for tysk under vejledende minimumstal, og mange timer bliver aflyst. Det går ud over elevernes motivation og mulighed for at lære sproget, oplever Inge Larsen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Heute haben wir dann Deutsch«, begynder Inge Larsen eftermiddagens undervisning i 9. klasse på Høje Gladsaxe Skole. Eleverne finder langsomt deres faste pladser, hvor de to og to sidder med dagens tekst og læser op for hinanden. Ved et enkelt bord sidder en af pigerne alene, da hendes sidekammerater er fraværende. »Inge, jeg føler mig ret lonely«, siger hun og giver et vink om, at hun gerne vil flytte plads. »Du bist heute allein? Dann kannst du hier sitzen«, svarer tysklæreren og peger på en ledig stol. Klassen arbejder for tiden med et DDR-tema i anledning af 20-året for murens fald, og dagens tekst handler om en flugt fra Øst- til Vesttyskland i en luftballon. »Wo sind deine Papiere?« spørger Inge, da en af eleverne endnu ikke har fundet dem frem. »Jeg var der ikke den mandag, hvor vi fik dem«, svarer hun.
En udtrykskunst
Inge Larsen har været lærer i 26 år. Hun har tysk og engelsk som linjefag og er derudover cand.pæd. i tysk, og hun har lige meldt sig ind i den nye tysklærerforening. Den særlige interesse for sprog begyndte i en tidlig alder. Allerede som 14-årig rejste hun til Tyskland i en sommerferie som ung pige i huset hos en bager.
»Det var sproget i sig selv, der inspirerede mig. Jeg synes, at det er spændende, hvordan ordene kan drejes og sættes ind i nye sammenhænge og give overraskelser som en slags poesi. Det er en udtrykskunst«, siger hun.
»Det interessante ved at undervise i fremmedsprog er, at alle udtryk er forskellige fra sprog til sprog. Man kan ikke overføre sproget direkte, for det er altid lidt anderledes på et andet sprog. Der ligger en indbygget grad af, at man bliver nødt til at åbne sig for det nye og ukendte. Man lærer at gå imod den indskrænkethed, hvor man tror, at der kun er den løsning, man selv står for«.
Nødvendigt at lære mange fremmedsprog
Ikke mindst derfor ærgrer det Inge Larsen at være vidne til, hvordan fremmedsprogene bliver nedprioriteret i folkeskolen.
»Der er en tendens i tiden til, at det ikke er så vigtigt at lære sprog mere. Man har en forestilling om, at engelsk kan gøre det, og det er jeg fuldstændig uenig i. Jeg tror, at det er nødvendigt at lære mange fremmedsprog for at kunne begå sig ude i den store verden«.
Inge Larsen mener, tendensen er tiltaget i løbet af de seneste ti år. Men den har sine rødder så langt tilbage som til interessen for naturvidenskab i 1600-tallet.
»Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles«, citerer hun Albert Einstein. »Det at lære sprog er ikke bare en målelig størrelse, som kan måles konkret på antallet af lærte udtryk og vendinger«.
»Das war wirklich gut«
»Hvordan siger man 'skuespiller'«, spørger en af eleverne, da de efterfølgende arbejder med spørgsmål til dagens tekst. »Schauspieler«, svarer Inge og skriver det på tavlen.
»Hvordan siger man 'krammer'«, lyder det fra en anden gruppe, og Inge finder i fællesskab med dem og ordbogen ud af at oversætte sætningen.
»Ich möchte sehr gern ein paar Beispiele haben«, siger hun, da de har siddet med tekstspørgsmålene i et stykke tid. »Möchte jemand vorlesen, was man gemacht hat?« spørger hun.
»Det er altså meget kort«, forklarer pigen, som Inge henvender sig til, da ingen andre har meldt sig.
»Das ist ok«, siger Inge og lytter nøje efter, mens pigen stille læser op af svaret. »Das war wirklich gut«, roser Inge efterfølgende efter at have rettet et par grammatiske fejl. »Danke«, lyder pigens svar forsigtigt som et af de ganske få improviserede tyske ord fra eleverne i denne time.
Motivationen forsvinder
På Høje Gladsaxe Skole har budgetbesparelser betydet, at antallet af tysktimer fra i år ligger under det vejledende tal. Det er en udvikling, der ifølge Inge Larsen smitter af på eleverne forhold til faget. »Jeg synes, at eleverne tidligere har været mere motiverede for at lære tysk, og jeg tror ikke, at det er på grund af faget. Det er betingelserne, der ikke er i orden. De mister motivationen, når de har så få timer. Jeg kan mærke, at det bliver noget, der bare skal overstås, og som de godt er klar over, at de ikke kan nå at lære«. Det reducerede antal tysktimer skyldes ud over budgetbesparelser en række aflysninger på grund af ekskursioner, skolerejser, projektopgave og andre aktiviteter.
»25 procent af tysktimerne i 9. klasse bliver aflyst. Det har aldrig været så højt tidligere, og det er timer, der ikke kommer tilbage«.
Men de Fælles Mål for faget skal alligevel overholdes. »Man skal det samme igennem på kortere tid, hvilket resulterer i, at børnene ikke kan få den samme forståelse. Det er synd. Børnene får ikke en reel chance, når der bliver skåret så mange timer væk«.