I årevis svævede truslen om lukning over Bregninge-Bjergsted Skole på Vestsjælland. Det levede de 12 lærere med, men da elevtallet dalede til under 100, var det slut. Skolen blev nedlagt i sommeren 2004.

»Vi var selvfølgelig kede af det, men vi arbejdede videre resten af skoleåret, som om der kom et nyt bagefter. Børnene skulle ikke mærke, at skolen havde fået dødsstødet. Først den sidste dag var der gråd«, mindes Tina Johnsen, der nåede ti år som lærer på sin drømmeskole.

Beslutningen om at køre videre, som om intet var hændt, blev ikke truffet på et forkromet fællesmøde. Det behøvede lærerne ikke.

»Det var en udviklingsorienteret skole, og vi var på mange områder et skridt foran. Vi skulle ikke tage så mange i ed, før vi kunne prøve ting af. Derfor kom vi hurtigt i gang med at sende årsplaner ud til forældrene, vi arbejdede med delt klasselærerfunktion. Miljøet var i fokus, og vi havde grønt flag i flere år. Det var aldrig bare én klasse, der kørte et projekt, men hele skolen. Det er det, man kan på små skoler«, siger Tina Johnsen og sender dette skudsmål til politikere med hang til skolenedlæggelser:

»Det er i orden at argumentere med, at små skoler er dyre. Men politikerne fordrejer tingene, når de siger, at små skoler ikke udvikler sig, og at lærerne ikke er lige så dygtige som på store skoler. Små skoler er ikke per definition dårlige«.

Tina Johnsen er ikke bitter over, at hendes arbejdsplads blev taget fra hende, men det var hårdt pludselig at være tvunget til at tage stilling til sin fremtid.

»En gruppe forældre arbejdede på at oprette en friskole, men vi vidste ikke, om den blev til noget. Til gengæld vidste vi, at kommunen skulle sikre os et job, og at den så vidt muligt ville tage hensyn til vores ønsker. Alligevel var det hele meget diffust«, siger hun.

Valgte efter kærlighedsteam

Friskolen blev oprettet, og Tina Johnsen havde den inde i sine overvejelser, men da ingen af kollegerne blev på skolen, ville hun heller ikke. I stedet blev hun ansat på Firhøjskolen, der ligger på en bar mark mellem to små byer i den nordlige udkant af den nye Kalundborg Kommune.

»Jeg ville først og fremmest følges med to bestemte kolleger, for det betyder meget for mig at arbejde sammen med nogle, som jeg også kan tale privat med. Jeg kalder det kærlighedsteam«, siger Tina Johnsen, der er klasselærer i 1. og 3. klasse.

Hun fik først styr på sine diffuse tanker, da det stod klart, at hendes fremtid lå på Firhøjskolen, hvor fire andre kolleger også blev ansat.

»Vi var til møde om vores kompetencer og ønsker og stod på lige fod med de andre lærere til fagfordelingen. Der blev også taget højde for, hvilke udvalg vi var med i på den lille skole, så vi følte os velkomne«.

Alligevel skræmte det Tina Johnsen at skulle arbejde på en skole, der med sine 40 lærere og 400 elever er fire gange større end Bregninge-Bjergsted Skole.

»Jeg var vant til klasser med 12-14 elever, og her skulle jeg have 24. Det er mange at nå omkring på en time. Det handler om at lære sig en måde at arbejde på, men jeg har ikke så meget tid til at høre, hvad børnene har på hjerte«, siger Tina Johnsen.

Samtidig virkede rammerne stive på den nye skole.

»Hvis en klasse skulle ud af huset på den lille skole, byttede vi bare timer. Det er sværere at organisere her. Især i starten virkede alt meget firkantet, men rammerne kan brydes, når man ser muligheder frem for begrænsninger«.

Kolleger løser krydsogtværs

Af alt det nye undrer Tina Johnsen sig mest over, at skolen har meget korte frikvarterer, som gør det svært at nå at tale sammen i ro og mag. Men også over, at kolleger løser krydsogtværs på møder i pædagogisk råd.

»Jeg kom fra en skole, hvor alle sagde noget, men her deltager man kun aktivt, når et emne har betydning for én selv. Sådan må det nødvendigvis være på en stor skole«, erkender Tina Johnsen.

Hun har stadig svært ved at acceptere, at det tager længere tid at overbevise 40 lærere end kun 12, når der skal fastlægges en ny kurs.

»Det ærgrer mig, at nogle skal tygge tingene igennem ti gange mere end mig. Jeg sidder i skolens udviklingsråd og skal huske at tænke over, hvordan kollegerne mon vil reagere. På den gamle skole vidste jeg, hvad de mente. Jeg savner nærheden til kollegerne eller måske muligheden for den mere fortrolige snak, vi havde på den lille skole«.

Tina Johnsen savner også at kunne navnene på samtlige elever.

»Det har ikke samme effekt, når en elev kaster en snebold, og jeg siger: 'Du der i den røde jakke, det må du ikke'. Jeg kan heller ikke bare sige til hans klasselærer, at han har gjort noget dumt, for jeg skal først finde ud af, hvem klasselæreren er«.

Ved et skoleskift mister man også den status, man havde på sin gamle skole.

»Man er ikke længere et kendt ansigt, og hverken elever eller forældre ved, hvordan man er som lærer. På nogle områder er det besværligt at være ny på en skole, og det skal man være bevidst om. Man skal i hvert fald ikke sige til sig selv, at det bare er besværligt, fordi ens skole blev lukket. Så har man givet sig selv dødsstødet«.