Den 5. januar blev DLF's formand inter­viewet sammen med undervisningsministeren i morgen-tv. Anledningen var, at undervisningsministeren angiveligt vil række hånden frem til samarbejde med lærerforeningen. En anelse sent synes jeg nok, når en del lovgivning er kørt igennem med mangel på respekt for de råd, lærerne og DLF er kommet med. Man må medgive undervisningsministeren, at elevplaner, test og kvalitetsrapporter er indført med bred opbakning. Med Dansk Folkeparti som naturlig part, men også Socialdemokraterne har et stort medansvar for loven.

Vores formand kvitterede naturligvis for den fremstrakte hånd og fik samtidig lejlighed til at påpege en række af de forhold, som lærerne er betænkelige ved.

Ministeren lyttede, men fandt, for jeg ved snart ikke hvilken gang, anledning til at fremkomme med besværgelsen, at »... børnene da vel skal lære at læse«.

Jeg ser frem til, at en journalist en dag vil spørge, hvem i Danmark det er, der ikke vil have, at børnene får lært at læse. Jeg kender ingen, derfor vil det da være spændende at høre, hvem undervisningsministeren refererer til.

Helt elementært er det, at lærernes faglige stolthed tilsiger, at selvfølgelig vil læreren »lære børnene at læse«. I det hele taget er lærerne stadigvæk i besiddelse af stolthed på fagets vegne, selvom undervisningsministeren, statsministeren og flere med dem over tid har brugt deres myndighed og autoritet til gang på gang at undsige lærerne og folkeskolen.

Når der nu blæses til samarbejde, hilser jeg det også velkomment, men jeg vil gerne lige se undervisningsministeren sætte reel handling bag.

Jeg vil, ligesom vanen er her på egnen, godt lige »se manden, før jeg tager hatten af«.