I 11 punkter, samlet i »Kodeks for god skoleledelse«, opstiller Skoleledernes Fællesrepræsentation rammerne for »det samlede ledelsesmæssige ansvar for folkeskolen«. Den altdominerende fordring går på at få skolen til at levere varen. Og varen er i denne sammenhæng ikke nødvendigvis den gode skole, men først og fremmest skolens gnidningsløse, spektakulære og effektive opfyldelse af de verificérbare produktionsmål, politikerne sætter for skolen. Derudover er papiret meget optaget af skoleledelsens styrke og image samt den offentlige sektors omdømme.

Glemt er børnene som omdrejningspunkt og forældrene som medansvarlige, og tilbage er omverdenen som bruger. Glemt er lederen som skolens respekterede midtpunkt og nytænker i sin egen ret. Tilbage er lederen som indpisker og administrator. Glemt er skolen som kulturbærer, fagene som rygrad og læreren som personlighed. Tilbage er skolen som topstyret firma og læreren som servicemedarbejder.

Det er faktisk næsten lykkedes at skrive, så ingen umiddelbart kan se, at det handler om skole. Skriftet er kemisk renset for professionsetisk tænkning og kunne ved hjælp af et par »søg og erstat« med ganske få museklik tilpasses en hvilken som helst offentlig institution. En kaskade af »magtesløst glittersprog« (jævnfør Thomas Ziehe), der kan fylde en bullshit-bingoplade på rekordtid. Hvis sigtet er at gøre skolen så kønsløs som muligt og sikre lærerjobbet absolut lavstatus, er dette utvivlsomt vejen frem.

Der er næppe nogen grund til at frygte en DJØF'isering af den danske folkeskole udefra. Skoleledernes Fællesrepræsentation klarer det indefra.