Uskolet
Illustration: banderlog/istock.com
Ny minister for læreruddannelsen indsat, mens alle snakkede crop tops
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Meget tyder på, at der er blevet indsat en ny uddannelses- og forskningsminister på et eller andet tidspunkt for nylig. Den tidligere minister for blandt andet læreruddannelsen, Ane Halsboe-Jørgensen, er i hvert fald blevet set med en ny titel, og samtidig har flere embedsfolk bemærket, at en ny kollega er begyndt at gå rundt ovre i ministeriet: "Ung fyr. Virker sød og rar - Jesper, tror jeg, han præsenterede sig som".
Vurderingen er nu, at ministerrokaden må have fundet sted, mens vi alle sammen havde travlt med at diskutere crop tops.
"Det var jo nogle hektiske uger, og vi havde nok fokus et andet sted", indrømmer departementschefen. "Men pludselig var Ane væk, og så begyndte denne, hvad var det nu, Jesper altså at møde op til vores morgenbriefinger og så videre, det er jo spændende nok".
Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.