Anmeldelse
Filosofien i hverdagen
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Filosofi opfattes ofte enten som højtravende dybsindigheder eller som almindeligheder udtrykt lidt fikst. Men det er jo et fag, der i de rette hænder kan bruges til at komme dybere bag om livets tilskikkelser i stort og småt. Også i skolen.
Jeg tænker ikke så meget på de vistnok udmærkede forsøg, der er gjort med at præsentere elever for filosofiske problemstillinger, som på hvordan filosofien kan bruges til, at man lærere imellem lærer, hvad det egentlig er, der ligger bag kollegers værdibaserede ytringer.
Bogen fordrer grundig læsning - overkommeligt, for den er skrevet i et godt, mundret sprog; og den kræver samtale og diskussion mellem lærerne i et team eller måske på en pædagogisk dag.
Forfatteren indleder med en liste over eksempler på filosofiske spørgsmål. Herfra kan man plukke "hvad er god ledelse", "hvad er et retfærdigt samfund" eller "hvad er ligestilling". Begreber, der kastes ud i rummet ved enhver lejlighed, mens man lader, som om afsender og modtager opfatter dem på bare nogenlunde samme måde. Men jeg tror, at man har størst nytte af bogen, hvis man følger forfatterens anvisninger på, hvordan man selv gør et spørgsmål fra skolehverdagen til genstand for en filosofisk diskussion.
Tag Sokrates, Kant, Hegel, Nietzsche og Derrida ved hånden til en kædedans rundt om et problem i den daglige skolehverdag. Det giver indsigt og overblik. Og formentlig dermed større arbejdsglæde.