Ved vi overhovedet, hvad vi vil med vores opdragelse? spurgte den finske neurofysiolog Matti Bergström fra Helsingfors Universitet for nylig en forsamling på Danmarks Lærerhøjskole i København. Og hvordan bør folkeskolen indrettes, hvis den skal være et optimalt indlæringsmiljø, fortsatte neurofysiologen, der var inviteret i anledning af hjerneåret.

- Skal børnene være ligesom os? Nej, helst meget bedre. Men der er jo så mange forskellige retninger, og vi ved ikke rigtig, hvad det gælder. Tendensen i den nyere hjerneforskning går på, at det ikke længere er nok at se isoleret på hjernen. Man må også drage samfundet med i psyken og den mentale forskning, fastslår Matti Bergström.

Og han giver svaret på sit første spørgsmål: Målet med opdragelse er at maksimere hjernens ressourcer. Så kan barnet selv gå videre og klare sig i tilværelsen. Det afføder et nyt spørgsmål: Hvad er hjernens ressourcer?

Matti Bergström opdeler hjernen i to hovedområder: orden og kaos. De ordensbundne ressourcer er informationer, lagring af informationer, udplukning af informationer, planlægning og organisation. De kaosbundne ressourcer er den rå kraft uden kundskaber, nysgerrighed, entusiasme, følelser og eksistens. Kaos ligger i hjernestammen, mens orden befinder sig i hjernebarken.

- Al udvikling i naturen skyldes kollision mellem orden og kaos. Disse kollisioner giver nye, uforudsete tilstande, siger Matti Bergström.

- Børns udvikling sker takket være kollisionen mellem orden og kaos. Fra barnet fødes, til det starter i skolen, opstår der frugtbare kollisioner, hvor barnet får mulighed for at dyrke sine kaosressourcer med kreativitet, visioner, vurderinger og helhedsoplevelser. Kaossiden er ikke hæmmet. Det bliver den i skolen. Her hakkes helhedssynet i detaljer og småstykker, og efter endt skolegang oplever barnet eller det unge menneske verden som fragmentarisk og opsplittet. Helhedssynet er borte, hævder Matti Bergström.

- Forsvundet er også fantasien. 'Det er bare fantasi . . . Det er bare leg' siger vi til vores børn. Altså signalerer vi, at leg og fantasi ikke rigtig er betydningsfulde. I vores vesterlandske samfund nedvurderer vi disse størrelser. Men egentlig er det vor største rigdom. Vi burde af alle kræfter maksimere børnenes fantasi og helhedssyn. I stedet opdrager vi dem til små logiske væsner, for skolen prioriterer de ordensbundne ressourcer højest. Der stoppes isoleret information ind, der overhøres, og der udplukkes. Børnene er organiseret i klasser efter alder. Indlæringen er organiseret i timer efter fag og med en ringeklokke som fagadskiller. Giver det helhedssyn? spørger Matti Bergström.

Han understreger, at kundskab er en god og nyttig kapital at have, men at den kun er noget værd, hvis vi forstår at anvende den.

- At kunne anvende kundskaber er en egenskab, som ligger i de kaosbundne ressourcer. Og netop de ressourcer trænes ikke i skolen. At kunne bruge sine kundskaber kræver, at man er i stand til at vælge efter situationen, at man kan vurdere, at man kan se flere muligheder, at man kan skabe idéer og opfatte helheder. Alt det ligger i den humane hjerne. Skolen træner især den videnskabelige hjerne. Vi har en informations- og kundskabscentreret skole. Se bare på skolens form: de firkantede rum, skemalægningen, organiseringen. Der er så mange regler. Der er ikke plads til udvikling - ikke plads til kaos. Skolen er et sluttet system, og et sluttet system udvikler sig ikke.

Han anviser en vej ud af det sluttede system: En åben skole, der tager samfundet med ind i skolen med alle aldre og erhverv. En skole, der ligner det miljø, barnet kendte, inden det kom i skole, det vil sige hjem, gård, gade, bymiljø med butikker eller landmiljø med natur.

I den kaosrelaterede skole findes alle samfundets fag: jura, filosofi, økologi, sociologi, medicin, kommunikation, sløjd, kultur, religion, dans, musik, naturvidenskab, teknik, kunst, teater, sport, kirke, militær og så videre. Der er ingen aldersopdelte klasser og ingen ringeklokke. Børnene vælger frit, og de kan begynde så tidligt, de har lyst.

- Barnet er et skabende væsen. Det er mere end et receptivt væsen, siger Matti Bergström.

Og understreger, at hans form for skole kræver nogle yderst dygtige regissører, der kan styre og hjælpe børnene gennem deres mange selvstændige valg.

Charlotte Bach er freelancejournalist.

Skolen er et sluttet system, og et sluttet system udvikler sig ikke