Et spøgelse går - igen - gennem verden: Internationale sammenligninger af tilsyneladende målbare enkeltdele i de nationale uddannelser. Uddannelsesscoringer og især defekter i udvalgte færdigheder og kundskaber som gys og underholdning.

Disse idelige undersøgelser konkurrerer snart hver måned med udsvingene på betalingsbalancen, valuta- og aktiekurserne og sportens ranglister om spidspladseringer i de ligeledes indbyrdes konkurrerende medier.

Hvordan ligger vores land nu placeret i læsning og regning og 'science'? Hvor langt er vi nu fra bunden? Hvor langt har vi nu til førerfeltet? Hvornår og hvordan bliver vores land (igen) et foregangsland på uddannelsesområdet, så vi kan klare os i den galopperende verdenskonkurrence?

Fra seriøst arbejdende lærere, der knokler professionelt med at tage hele folkeskolelovens komplekse og humanistisk-ambitiøse, men derfor også ret højtflyvende formålsparagraf alvorligt og få den ned på jorden, kan jeg hilse at sige, at det er lidet befordrende ustandseligt at se sin profession og dermed sig selv hængt ud som dårlig håndværker på tvivlsomme præmisser.

Seriøse internationale sammenligninger må vi lærere selvfølgelig ikke bare vænne os til og finde os i. Dem vil vi såvel som andre selvfølgelig kunne lære meget af. Alle professioner har godt af at få rusket op i vanetænkningen og hente inspiration udefra. Det kræver imidlertid, at stoffet også bliver behandlet seriøst. Og det er lige det, der er blevet et af hovedproblemerne.

De undersøgelser, jeg har læst, er således både seriøse og tankevækkende, og forskerne har gjort meget ud af at nuancere og betinge. Men hvad hjælper det, hvis først informationsmedarbejderne, dernæst mediejournalisterne og til slut politikerne fra en ende af fjerner lag på lag for at kunne lave gode historier og populære platforme?

Det foreløbig sidste eksempel i rækken blev lanceret af statsministeren i et fikst lille hæfte på 20 sider med den manende overskrift 'Danmark som Foregangsland'. Det førte endnu en gang til, at uddannelserne og ikke mindst folkeskolen fik, så hatten passede. Først i regeringens pressemateriale og dernæst i verdenspressen i Danmark.

Dykker man i stedet ned i den tilhørende grundrapport på 258 sider med den støvede titel 'Strukturovervågningssystem', kan man, når folkestemningen er lagt, selv finde frem til det, en positiv debat kunne have handlet om.

I sammenfatningskapitlet understreges det allerede indledningsvis, at det selvsagt er vanskeligt at placere store og komplicerede områder i enkle grupper med overskrifterne 'Over Middel', 'Middel' og 'Under Middel' - på baggrund af nogle få valgte indikatorer, der ikke umiddelbart kan vægtes og summeres. Der er derfor tale om en mere eller mindre subjektiv bedømmelse.

Om uddannelserne står der, at det derfor er vanskeligt at lave en bedømmelse af uddannelsessystemets kvalitet og effektivitet - og dermed en bedømmelse af, om de afsatte ressourcer anvendes mest hensigtsmæssigt. Og det tilføjes, at vurderingen besværliggøres yderligere af, at de danske målsætninger for for eksempel folkeskolen rummer en række svært målbare elementer - blandt andet med hensyn til elevernes kreativitet og samarbejdsevner, og at skolerne forbereder eleverne til at leve i et demokratisk samfund.

I kapitel syv om uddannelserne står der direkte, at der ikke findes systematiske data, der muliggør internationale sammenligninger om disse 'bløde' målsætninger. Og danske erhvervsledere er endda citeret for at vurdere, at det er forholdsvis nemt at skaffe kvalificeret og motiveret arbejdskraft i Danmark på trods af et tilsyneladende lavt uddannelsesniveau.

Jamen, det hørte vi da ikke meget om i forrige uge.

Om de målbare områder er der oven i købet også anført en række væsentlige forbehold. Færdighedsindikatorer er nødvendige, men aldrig tilstrækkelige for at få indblik i udviklingstendenserne, står der. De enkelte lande fastsætter nemlig selv deres målsætninger for uddannelsessystemet, så uden kendskab til de enkelte landes politiske prioriteringer og fordeling af timerne på de enkelte fag og klassetrin er det ikke muligt at udtale sig om systemernes succes. I modsætning til mange andre lande er fremmedsprogsundervisningen for eksempel prioriteret højt i Danmark.

Men internationale sammenligninger af bestemte færdigheder stiller krav om standardisering. Alle elever besvarer de samme spørgsmål, selv om landene har forskellige læseplaner. Undervisningsministeriets fagkonsulenter er direkte citeret for at mene, at danske elever kun skulle kunne besvare 59 ud af de 162 spørgsmål i TIMSS-undersøgelsens matematikdel og 20 ud af de 162 naturfagsspørgsmål for 6. klasse.

Alligevel blev netop de danske 13-åriges lave scoring i denne undersøgelse (igen) trukket firkantet frem i lanceringen af rapporten fra det tværministerielle udvalg fra Finans-, Økonomi- og Erhvervsministeriet! Lige som læsningen i 3. klasse selvfølgelig igen fik sig en omgang, selvom der er blødt op ved at repetere, at danske børn gennemgående starter et år senere og alligevel er på omgangshøjde i 14-års alderen.

Med hensyn til det store lærer(over)forbrug per elev fremgår det ikke så klart, at det blandt andet skyldes flere små klasser i nogle dele af Danmark, derimod skæres det ud i pap, at danske lærere har få katedertimer. Men redaktionsgruppen har ikke i det afsnit fundet plads til funderinger over, om det er godt og nødvendigt, fordi der kræves udvidede didaktiske og metodiske overvejelser på grund af de danske ambitioner om elevinddragelse og undervisningsdifferentiering i stedet for elevsortering. Og gruppen har heller ikke omtalt lovens direkte krav om den ligeledes tidskrævende planlægning af faglig, tværfaglig og projektorienteret undervisning, der skal være med til at give de unge færdigheder på et niveau, hvor de kan bruge det, de har lært - i praksis.

Det er klart, at forbehold og nuanceringer, der kræver spalteplads, vil have svært ved at komme gennem dagspressens filtre, for slet ikke at tale om de æterbårne mediers. Og helt klart, at de slet ikke kommer med, hvis det er selve de nationale rangordninger, der er nyhedskriteriet. Men hvor ville det dog være befriende, hvis vi i det mindste havde nogle seriøse journalister og politikere, der ville være med til at bruge det værdigrundlag, som journalisterne ved festlige lejligheder hævder at forsvare, og som politikerne selv har bedt os som ansatte at bygge vores arbejde på. I stedet for at lade deres angst for ikke at 'komme på' og for at 'komme bagud' hvirvle dem ind i sammenligningscirkuset.

For vi lærere deler faktisk visionen om Danmark som foregangsland. Derfor vil vi hellere end gerne i seriøs dialog både om værdigrundlaget og målene. En sådan dialog ville i sig selv være et foregangsland værdigt og være med til at afbalancere løbske markedskræfter og påvirke internationaliseringen positivt.

Ligesom den gang med Kina og menneskerettighederne, hr. statsminister.