Det begyndte i de gyldne tressere, dengang Ritt Bjerregaard indviede os fra første årgang i de store muligheder, en opfindsom lærerstuderende kunne opnå med spritduplikatoren, stencilbrænderen og alle de andre nye maskiner.

Ude på forstadsskolerne enedes vi unge pædagoger hurtigt om, at kedsomheden i 'Søren og Mette' og andet kapitalistisk undervisningsmateriale var rent ud sagt undertrykkende. Friheden lå i de selvfremstillede materialer, der tog eksemplarisk erfaringspædagogisk afsæt i forstadsbørnenes virkelighed! Maskinparken på pc voksede og blev nærmest rødglødende, da 'Dansk 76' lancerede det nye lærerideal: Læreren, der selv sammensatte sit tekstudvalg.

Stolte af vores nye læreridentitet forkastede vi 'den færdigpakkede undervisning' og kæmpede i lærerrådene for flere bevillinger til de nye kopimaskiner, der ville skænke os uanede muligheder. Nu skete der virkelig noget!

Som flittige læsere af dansk litteratur ved vi dansklærere, at vejen til selverkendelse er lang og fuld af prøvelser.

Den første tvivl spirede, da vi oplevede, at et af de virkelige kunstværker til danske børn, Halfdan Rasmussens og Ib Spang Olsens 'ABC', nok blev brugt i de fleste 1. klasser - men i en gråtonet, fotokopieret version, der hurtigt endte som krøllede papirflyvere i de hyperaktive små næver i 1. klasse. Forklaringen på denne grågrumsede skændsel var, at der ikke var råd til at anskaffe originalen. Og paradokset voksede. I dag får skolernes kopimaskiner det direkte dårligt, hvis de ikke fremstiller mindst 800 kopisider a 50 øre per skoleelev om året. Alle materialepengene går til leasing, kopikort, Copydanafgifter, papir og farvepulver samt vedligeholdelse af de evigt svigtende maskiner. Lærernes sparsomme F-tid tilbringes ikke blot med papir og saks til opfyldelse af det nu 21 år gamle lærerideal, men også til stressende venten i køen ved den (strejkende) maskine.

På kurser opdager de slidte lærere inspirerende, professionelle og indbundne lærebøger, som den slunkne materialekonto imidlertid ikke kan finansiere. Modløsheden sætter sit præg - undtagen på kopimaskinefirmaernes bankkonto.

Men et håb er vakt. En vandrehistorie har tændt lys i mørket: På en mindre skole i det danske rige har de grålokkede lærere holdt møde og vist, at mandsmod og handlekraft er nærmest, når nøden er størst: De besluttede at slukke for kopimaskinen i et helt skoleår! Skolens kontor fik lov at beholde en lille maskine. Hver lærer fik en beskeden kopikonto på Amtscentralen, og besked til hjemmene blev skrevet af efter tavlen. Resultatet?

Hele skolen fik nye, ergonomiske skolemøbler for de 100.000 kroner, skolen sparede. Alle skolens elever blev bedre til håndskrift og ortografi, og kommunikationen mellem skole og hjem forbedredes, for ingen forældre fik lov at glemme de med sved nedskrevne budskaber. Og nu lyder rygtet, at Pædagogisk Råd planlægger at overtale skolebestyrelsen til endnu et år.

Geografilæreren øjner muligheden for tidssvarende vægkort, skolebibliotekaren drømmer om klassesæt af den verdensberømte danske børnelitteratur, engelsklæreren om autentisk sprogmateriale og idrætslæreren om nye håndboldmål.

Dette var historien om, hvordan en lykkelig slutning ikke behøver at være en løgn.

Lene Møller er seminarielektor.