DLF mener: Vi kæmper for ytringsfriheden
I Danmark har
offentligt ansatte ytringsfrihed. Blandt andet med det formål at politikere og
offentlighed skal kende og diskutere konsekvenserne af de politiske
beslutninger. Her spiller de ansattes perspektiver og erfaringer naturligvis en
afgørende rolle. Det burde derfor være i alles interesse at vide, at de ansatte
trygt kan bringe deres input og synspunkter ind i den offentlige debat.
Virkeligheden er desværre en anden.
I Danmarks Lærerforening har vi løbende en
række sager, hvor vores medlemmer bliver udsat for sanktioner på baggrund af
udtalelser i offentligheden.
En undersøgelse fra Folkeskolens
Lærerpanel for to år siden viser desværre, at en tredjedel af lærerne ikke tør
ytre sig offentligt om kritisable forhold på skolen. Det er et demokratisk problem,
og derfor tager vi også alle sager meget alvorligt.
At der løbende dukker sager op, sker på trods
af, at Ombudsmanden gennem årene er kommet med en række klare afgørelser, og at
der som sådan ikke burde være uklarhed om reglerne. Det gør ikke problemet
mindre. Langtfra alle sager når pressen, men håndteres på anden vis af Danmarks
Lærerforening, og hvis ikke arbejdsgiverne hurtigt reagerer og retter op på
fejlen, så opfordrer vi Ombudsmanden til at gå ind i sagerne. Uanset hvor stor
opmærksomhed der er på den enkelte sag, er skaden ofte sket. Signalet fra
arbejdsgiveren er afsendt “her mener vi ikke, du skal udtale dig offentligt”,
og det skal vi reagere på og tage skarp afstand fra som fagforening.
Tidligere her i efteråret blev der indgået en
politisk aftale, som skal lovfæste de rettigheder, som offentligt ansatte har i
forhold til ytringsfrihed. I den forbindelse udtalte justitsministeren:
“Det er
vigtigt for vores demokrati og den offentlige debat, at de offentligt ansatte
bringer deres viden og synspunkter i spil”.
Det er en vigtig pointe, som der er
al mulig grund til at holde fast i i forbindelse med det videre arbejde med at
udbrede kendskabet til reglerne – ikke mindst hos arbejdsgiverne.
Den videre udvikling af den offentlige sektor
og ikke mindst folkeskolen skal ske i et tæt samarbejde med de medarbejdere,
der dagligt står med opgaven og kender virkeligheden. Derfor er det helt
afgørende, at vores medlemmer har ytringsfrihed og kan bringe deres synspunkter
og vigtige erfaringer ind i debatten om udvikling af folkeskolen og den
offentlige sektor som helhed. Det skal vi værne om og stå op for som
fællesskab.
SVi vil derfor fortsat følge området og gå tydeligt ind i de sager,
hvor vores medlemmer bliver presset på deres ytringsfrihed – det er en vigtig
fagforeningsopgave.