Ingen handler relationskompetent altid, men alle gør det indimellem. Sådan skriver Louise Klinge i sin nye bog. Det er et skønt udsagn. På den ene side pragmatisk ydmygt, på den anden side fuldt af muligheder: Der kan arbejdes med sagen.

Den nysgerrige læser bør starte læsningen på side 32. Her møder vi læreren Mette i færd med at undervise. Et didaktisk scenarie, hvor der fortælles om fem minutters danskundervisning under overskriften "Planlagt kaos". Det er et godt eksempel på praksis i skolen, på god undervisning.

Louise Klinge mestrer at skabe troværdige sammenhænge mellem læreres komplicerede “virkeligheder” og komplicerede teoretiske begreber som "selvbestemmelsesbehov", "afstemmere" og "omsorgsetiske handlinger", der alle sammen er vigtige begreber i Klinges teoretiske univers om relationskompetence. Klinge kan det der med at finde gode eksempler, og hun vover at gå fra det enkeltstående eksempel til de almene teoretiske begreber, så det skaber troværdighed.

Klinge vover at give eksempler, både når lærere gør det godt, og når de gør det skidt, for eksempel i kapitlet "Hvad relationskompetence ikke er". Her møder læseren Rezan, der er elev i 6.b, og hans lærer Susanne. Susanne vil frygtelig gerne lære Rezan at læse, og Rezan vil frygtelig gerne lære at læse. Det går bare ikke! Og det er relationskompetencen - mødet mellem lærer og elev, mødet mellem to mennesker - der er i centrum. Susanne tænker alene i Rezans faglige udfordringer med læsning. Rezan vil rigtig gerne være i læsegruppe med nogle andre klassekammerater end Tuna, som han i Susannes lærerfaglige optik er på niveau med. Relationen fejler. Klinge giver i sin analyse et godt bud på hvorfor med sine teoretiske begreber.

Når temaet er relationskompetence, kunne man tænke, at det alene handler om den enkelte lærers arbejde med egne elever i undervisningen – i klasserummet - men sådan er det ikke. Lærere optræder altid med baggrund i, hvordan skolen som organisation er indrettet. Derfor er det en vigtig pointe, at Klinge ikke bare skriver om vores “medfødte” relationskompetence, men også om den professionelle relationskompetence, der er “mere kompleks og mere krævende end den almenmenneskelige”, og at det er afgørende, “at skoledagen er indrettet, så lærere i overvejende grad kan mønstre det nærvær, der skal til, for at de rent faktisk kan have børnene på sinde nu og her i undervisningen”.

Skulle der skrives noget kritisk om denne lille fine bog, kunne det være, at der står for lidt om, hvordan lærere konkret kan hjælpe og inspirere hinanden, og at der mangler input om, hvilken rolle skolelederen kunne spille konkret, både når lærere gør det godt, og når de gør det knap så godt.