I debatten om ro, orden og disciplin i skolen savner jeg, at vi sammen taler om relationer og især kommunikation.

Et vigtigt fundament er, at udvikling og forandring sker i samspil. I samspil kommunikerer vi. Vi samhandler, når der på en og samme tid skabes handling og en bærende relation. Vi kan ikke give læring og dannelse, hvis eleven ikke vil tage imod. Elever kommunikerer til os, og vi som lærere til dem. Alle har en forventning om at blive hørt og forstået. Spørgsmålet kunne være, om eleven forstår læreren? Eller vi kunne vende det om: Forstår læreren eleven, og bliver læreren forstået af eleven?

Det aktuelle syn på eleven i den danske folkeskole som det moderne barn, der skal styres og ledes, er vældig unuanceret. Jeg tænker som fagperson, at tilgangen til kommunikationen og det, der faktisk sker i klasserummet, kunne være et væsentligt fokus at bringe ind i debatten.

At forstå og blive forstået

Børnene vil på den ene side høres og ses, men på den anden side også guides. I parentes bemærket kunne man sige: ledes positivt. Et eksempel hentet fra klasserummet kunne være, når børn giver de forkerte svar. Så er det ofte sådan, at de svarer på et andet spørgsmål end det, læreren stillede. Klasserummet vil være fuldt af kommunikativt støj og sociale informationer, som skaber misforståelser. Det, der er sagt, er ikke hørt, endsige forstået og anvendt.

Vi forstår alle forskelligt, og fordi vi medindtager egne perspektiver i opfattelser, forståelser og erkendelser, er der stor risiko for kommunikationsstøj og misforståelser i klasserummet. Det bliver derfor vigtigt som lærer at kunne opfange og styre de informationer, der flyver rundt i lokalet. At styre informationer på en anerkendende måde er tegn på positiv ledelse.

De moderne børn

Jeg indser, at vi har et problem i skolen. Det er de moderne børn, bliver der sagt. De ejer ikke fornemmelse for, hvordan de skal opføre sig. Med ro, orden, straf og disciplin, som nogle påtænker i Norge, vil vi gå mere efter eleven end efter bolden, kunne man sige. Min pointe er, at børnene i den aktuelle debat gøres uret med risiko for stigmatisering af elever, som i forvejen er i udsatte positioner. Ronni er ham, der laver ballede og ikke hører efter. Han kan ikke styres. Det vil gøre en stor forskel, hvis læreren lærer at skelne mellem at samle informationer om barnet og at samle informationer om kommunikationen. Ved at samle viden om kommunikation i forhold til Ronni ville situationen måske se anderledes ud. Den kunne give viden om, at Ronni ikke har fået morgenmad, at han drak to liter cola i går, at han har brug for at snakke og have gang i sin krop, når han lærer, og så videre. Både lærerens og Ronnis kommunikationsform er afhængig af dels den måde, de ser hinanden og tager hinandens perspektiver på, dels at de begge leder efter informationer om, hvorvidt deres respektive aktuelle budskaber bliver hørt, bliver forstået, anvendes og så videre. Det, der gælder for eleven, gælder også for læreren. Vi skal som mennesker lære at kommunikere, samtidig med at kommunikationen er rammen for dannelse og socialisering.

Der skal skabes en tydelig ramme, som gør, at eleven ved, hvordan vi skal være ordentligt sammen i klasselokalet, men samtidig skal hans perspektiv også ses. Vi skal gå i dialog med ham. Tydelig kommunikation giver struktur og forudsigelighed, som er fundamentet for at være tryg og dermed åben over for undervisning og dialog.

Tilbagemelding

På den måde sættes en tilbagekobling i gang. Hvis læreren lærer at give tilbagekobling på de sociale informationer og sætter rammer for disse, kan han lede positivt. Han sætter rammer for dialog. Hvordan var det med de bogstaver, du skulle finde? - når han kan se, at barnet ikke har hørt eller forstået. Han møder barnet i dets situation, vejleder og skaber en lærende dialog. Eleven bliver aktiv ved at skulle huske bogstavet, huske opgaven, men også i at finde en strategi. Børn søger efter at vide, hvad der forventes i samhandling. Ikke kun gennem regler, men ved at vide, at der er en voksen, som ser også den invendige side. Kommunikationteoriens grundfader, Watzlawick, sagde, at tilbagemelding ikke med uret er blevet benævnt som hemmeligheden bag de naturlige transaktioner mellem mennesker. Så når tilbagemeldingen i dette barns tilfælde sluttes ved, at barnet melder tilbage: »Nå ja, det var jo det, jeg skulle!«, så sættes der ord på, hvordan spørgsmålet er forstået. Vi er alle både bevidste og ubevidste i den kommunikation, vi benytter, og i de budskaber, vi sender. Vi kan lære at kigge på både egne og andres initiativer. Dette er de første skridt i at arbejde bevidst med kommunikation og dermed med klasseledelse. Det, læreren skal lære, er også det, eleven er i gang med at lære, men når læreren ikke er bevidst om disse strategier, hvordan kan han så være en god model for eleven?

Finn Steenfatt Thomsen er lektor i pædagogik ved Høgskulen i Sogn og Fjordane, Norge, i afdeling for læreruttdanning. Han er desuden master i vejledning, Ai-proceskonsulent og Marte Meo-terapeut. Han har skrevet bogen »At forstå og blive forstået - Om kommunikation og samhandling i praksis«.