Mens undervisningsministeren messer »pædagogisk ledelse« som det nye sort i folkeskolen, viser en ny undersøgelse blandt lærerne, at virkeligheden i folkeskolen er helt anderledes. Kun halvdelen af lærerne har for eksempel haft besøg af en skoleleder i klassen i forbindelse med undervisningen.

Så der er ikke meget, som tyder på, at den pædagogiske ledelse kommer til at manifestere sig i realiteternes verden, i et omfang som vil ændre skolen. For skolelederne får endnu dårligere muligheder for at bruge tiden på pædagogisk ledelse i den ny virkelighed efter 2014.

Overalt i landet har kommunerne slået skoler sammen og fyret ledere, samtidig med at stadig flere opgaver decentraliseres ud på skolerne. Tag bare inklusion, for eksempel.

Når skolelederne ikke bruger tid på at tale pædagogik med lærerne, skyldes det sikkert ikke, at de ikke har hørt ministeren eller ikke har opdaget, at det kan give mening. De fleste har - med enkelte heroiske undtagelser - ganske enkelt ikke mulighed for det.

Lærerne tror ikke, at lederne kan løfte reformen

Samtidig viser undersøgelsen, at der er en massiv utryghed blandt lærerne i forhold til skoleledernes evner og muligheder for at fordele den forberedelsestid, som tidligere var fastlagt via overenskomsten. Næsten alle regner med, at det vil føre til et dårligt arbejdsmiljø, hvor det professionelle fællesskab lider skade.

Samtidig skal lederne sørge for, at alle lærere leverer gennemsnitligt tre lektioner ekstra om ugen. Jo, politikerne har ikke gjort det nemt for lederne efter sommerferien 2014.

For at klare alt det skal lederne voldsomt op i gear. Ja, de skal nærmest transformeres til Superman-klassen.

Når alle skåltalerne klinger ud, er det de samme ledere og de samme lærere, som skal få projektet til at lykkes med de samme børn. Så selv om Anders Balle, skoleledernes formand, skulle forvandle sig til Superman, vil han og hans kolleger være i problemer.

Hvordan de ambitiøse mål i reformen skal nås i praksis, er der ingen, der forholder sig til. Svaret lyder blot, at nu skal alle til at samarbejde.

Det er jo altid en god ide. Men samarbejde er ikke en mirakelkur, man kan smøre på et brækket ben, og så er det fikset! Politikerne må forholde sig til de reelle problemer, som er manglende finansiering af reformen, manglende tid og manglende tillid.

Folkeskolen er som bekendt en supertanker, som kun kan vendes, hvis alle om bord hver især padler i den rigtige retning. Det kan selv Mærsk ikke ændre på.

Hanne Birgitte Jørgensen, 
ansv. chefredaktør,

hjo@dlf.org