Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kamma Ditlevsen, 85 år (11. august 1927 - 22. september 2012), forhenværende skolebestyrer og initiativtager til Freinetskolen i Danmark.
Kamma Ditlevsen var frisk næsten til det sidste. Både humør, hukommelse og evnen til at more sig og gøre noget for andre var helt intakt. For lidt over en måned siden blev Kamma 85 år, og hun kunne kigge tilbage på et liv fyldt med glæder og udfordringer. Hendes elskede mand Edwin Ditlevsen (bror til Tove Ditlevsen) døde desværre allerede i 1970.
Kamma var en gudsbenådet lærer, der startede sin lærergerning i 1954 som klasselærer for 1.D på Brøndbyvester Skole. Hun havde lyst til at undervise og medbragte mange nye ideer til, hvordan indlæringen blev optimeret. Hun grundlagde i 1976 den første danske Freinetskole.
I 2008 blev Kamma meget fortjent hædret af Pædagogisk Forum med den nyindstiftede Spæt-pris for sin pædagogiske indsats og betydning.
For os, der har haft Kamma Ditlevsen som klasselærer på Brøndbyvester Skole, er en æra slut. Vi vil savne Kamma og mindes hende med stor glæde og ærefrygt. En stor pædagog og personlighed, en skøn og livsglad kvinde har desværre forladt os. Æret være hendes minde.