Mobning handler ikke om det enkelte barn: ikke om ofret, medløberne eller mobberne. Mobning handler om klassen, og hvordan klassens klima opleves af børnene. Hvor ukompliceret og overskueligt det er at være i klassen. Mobning er et gruppefænomen og handler om angstniveau. Kuren er lederskab, den voksnes lederskab. Det vil sige autenticitet og det at kunne rumme alle i klassen.

Det er blevet moderne at give børn ansvar: »Hvad kan du gøre anderledes?« spørger vi den tiårige. Vi prøver at pålægge børnene ansvar for sig selv og for andre. Men mobning er symptom på et utrygt miljø i klassen. Det kan den tiårige ikke gøre noget ved og ikke tage ansvaret for. Det kan alene den voksne. Så spørgsmålet »Hvad kan du gøre anderledes?« må rettes til den, der kan gøre noget anderledes, nemlig den voksne.

En klasse kan for et barn opleves mere eller mindre overskuelig. Jo mere uoverskuelig, jo mere utryg bliver barnet. Uoverskuelighed gør relationer uforudsigelige. Det kan det enkelte barn ikke gøre noget ved. Hvis mange børn oplever klassen uoverskuelig, træder et kollektivt forsvar i kraft: en mere eller mindre rigid konsensusorientering. Hvis man ser på klasser, hvor der er alvorlig mobning, vil man ofte også se en ufleksibel og u-rummende kultur, hvor alle holder sig inden for et lille, velafgrænset space.

Den voksne skal samle

Hvis der ikke er et voksent lederskab i en klasse, griber den til krav om konsensus og konformitet. Ikke som en bevidst handling, men som ubevidst overlevelsesreaktion. Man spiller »sikkert spil«, fordi den, der skiller sig ud, er en trussel mod den vigtige konsensus: Svaret på: »Peter er sød« må være: »Ja, Peter er sød«. Hvis man siger nej - og udtrykker sin individualitet - vil en utryg gruppe lægge pres på for at opretholde konsensus. Pres i form af enten drillerier eller udelukkelse. Mobning handler i dette perspektiv om, at en utryg klasse selv forsøger at skabe tryghed, sikkerhed og overskuelighed. For at fungere rummeligt skal en klasse have en person, en voksen, den kan samle sig omkring - og som samler alle.

Der kan være mange grunde til, at læreren ikke altid træder ind i lederskabet og samler klassen. Pædagogiske tendenser har i en periode især været optaget af individet. Tendenser som ansvar for egen læring, differentieret undervisning, selvorganisering og så videre. Politisk har der været fokus på det faglige, så lærerens funktion som ansvarlig for læringsmiljøet har været lidt ude af fokus.

Samtidig er lederskab ikke så let, som det har været. Læreren af i dag har en stor udfordring lige her. Fordi læreren også ofte oplever, at klassen ikke hænger sammen. At den ikke fungerer som en helhed, men som en masse individer, der vil hver sit.

Glem gammeldags autoritet

Lederskab forstået som gammeldags autoritet fungerer ikke til moderne børn og læring. Så der er brug for en modernisering af lederskabsbegrebet. Lederskab i moderne forstand betyder, at læreren på den ene side samler klassen ved at rumme alle elever i klassen. Og på den anden side er tydelig og autentisk. Autenticitet er der skrevet en del om, så jeg vil her holde mig til det at rumme en hel klasse. Hvad vil det sige?

At rumme en klasse vil sige, at den enkelte elev skal kunne se læreren i øjnene og se, at han er set (altså hører til). Det at høre til - også selvom man er anderledes end de andre - defineres af lederen, fordi gruppen oplever sig samlet omkring lederen.

Når læreren er kort for hovedet eller anspændt venlig over for et barn, er det ikke kun det enkelte barn, der bliver påvirket. Det gør alle eleverne i klassen. De ved helt tydeligt, hvordan læreren har det med de forskellige. Og når læreren har besvær med et barn, påvirkes oplevelsen af helhed og sikkerhed for alle børnene. Man opdager, at man kan lukkes ude - uden helt at kende kriterierne for det. Det bliver kompliceret at være i klassen.

Lærerens evne til at have kontakt med alle og rumme alle er kernen i lederskabet. At rumme er ikke et omsorgsbegreb, men noget meget konkret: At have barnet venligt inden i sig. At tåle at være sammen med det, der irriterer eller stresser en. At finde en venlighed i forhold til dette også.

Myten om egen skyld

I denne sammenhæng er det en overvejelse værd, om de, der bliver mobbet, er dem, læreren ubevidst har svært ved at forholde sig til. Det ville forklare, hvorfor der stadig trives en latent holdning til mobbeofrene: Du kunne da også gøre noget selv.

Læreren holder i sin egenskab af leder sammen på klassen. At fungere som en sådan samlende figur kan være en stor personlig udfordring. Der er jo børn, som trigger en, og som kan være svære at have helt venligt indeni. Kunsten for læreren er derfor også at kunne rumme og tåle sine egne reaktioner på enkelte børn. I en presset dagligdag kan det umiddelbart være lettere at skubbe det irriterende væk. Faktisk kan det være sådan, at en stresset lærer kan risikere at skabe det miljø, der skaber grundlag for mobning. Fordi lærere, der er stressede, har svært ved at rumme.

Den moderne lærer, der passer til moderne børn, har brug for at kunne mærke og rumme sig selv - og dermed at kunne mærke og rumme en hel klasse. Ikke kun for at undgå unge, der er traumatiserede efter års mobning. Men også for at sikre det generelle læringsmiljø og overskuelighed for læreren. Der kunne være brug for mere støtte til at tage dette store personligt orienterede arbejde på sig. Støtte i form af kollegial støtte, supervision og kurser. Og i sidste ende en skoleledelse, der tager denne dimension af moderne lærerarbejde alvorligt.

Birthe Juul Christensen er cand.mag. og psykoterapeut. 
Hun er ansat som lektor på University College Lillebælt.