Debat
Qvortrup opstiller falsk modsætning
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kommentar til interview med Lars Qvortrup i Folkeskolen nummer 17.
Den fagligt myndige lærer
Efter at have problematiseret Jens Erik Kristensens udsagn om, at to skolesyn aktuelt konkurrerer om den uddannelsespolitiske magt i Danmark, skolen for erhvervslivet eller skolen for livet og samfundslivet, installerer Qvortrup en anden lige så falsk modsætning: Er lærergerningen et håndværk, der kan læres, eller er det et kald, der er givet?
Vi har drevet læreruddannelse i Danmark i godt 200 år, i sikker forvisning om at meget kan læres, og at lærer-elev-forholdet har væsentlig betydning for elevens udbytte af sin skolegang. Læreruddannelsen har, så langt tilbage som det har aktuel interesse, haft den myndige lærer som mål for indsatsen. Læreren med analytisk beredskab funderet i teoretiske og forskningsfrembragte indsigter, med et didaktisk repertoire at trække på for at målrette og differentiere undervisningen, så hver eneste elev lærer mest muligt, og med forståelse for, lyst og vilje til at kommunikere med og støtte sine elever. Gad vide, hvad Qvortrup ellers forestiller sig, tiden går med i læreruddannelsen?
I øvrigt - det forbliver sort snak for mig, at læreruddannelsen ikke skulle være forskningsbaseret, i betydningen at uddannelsen bruger de seneste forskningsresultater, at den udvikler sig selv, og at de lærerstuderende bliver dannet til at holde sig forskningsinformerede?