De tætskrevne hundrede sider fremstår mere som et opgaveprodukt i en uddannelsessammenhæng end en helhedspræget og sammenhængende bog om grundskolens historieundervisning. Og det er ærgerligt. Der er nemlig meget interessant stof i Binderups bog.

"Bogen introducerer begrebet historisk refleksivitet, som kan anvendes intentionelt til at skabe sig en meningsfuld plads i samfundet", hedder det i indledningen. Mindre kunne måske have gjort det. Og videre: "Det er bogens sigte at undersøge, hvad historieundervisningens funktion er dels i forhold til samfundets sociale integration og konkurrenceevne, dels i forhold til individets identitetsdannelse".

Det er med andre ord noget af en opgave, Binderup tager på sig. Stor, vanskelig og kompleks. Bogen vil for meget på alt for lidt plads. Den bliver overfladisk og usammenhængende.

Historisk refleksivitet, som er bogens fokus, får hæftet tillægsordet intentionel på sig. Alt i alt er intentionel historisk refleksivitet et udtryk for det ønskede formål med historiefaget i skolen, og det vil sige en anden tilgang til fagets formål end den tidligere historiesynstilgang eller den nuværende historiebevidsthedstilgang. De rent metodiske konsekvenser af Binderups tilgang til undervisningen fremstår ikke tydeligt - ud over at fortællingen skal være centralt placeret.

Men der åbnes for en væsentlig diskussion om, hvad vi egentlig skal med historiefaget i skolen. I disse år, hvor der sker store ændringer med historiefaget i skolen, uden at vi reelt får diskuteret skidt og kanel i den sammenhæng, bør en indbydelse til diskussion - også en ikke-vellykket - altid være velkommen.