Debat
Hug en hæl og klip en tå …
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Trist at læse om Lise Clausen (Folkeskolen nummer 17) og trist at læse Bertel Haarders tanker vedrørende en løsning på begrebet stress.
Forberedelsestiden er en svær størrelse, især når der ikke er nok af den i forhold til den mængde opgaver, lærerne skal løse - men ingen, hverken skolebibliotekarer, it-vejledere, SSP-lærere (skole, socialforvaltning, politi), koordinatorer eller øvrige lærere med andre funktioner end katederundervisning, er skyld i, at lærerne ikke har nok forberedelsestid.
Jeg fungerer som skolebibliotekar, men bruger så sandelig også forberedelsestid til mine timer - alle de materialer, som man på min skole kan låne, er materialer, som jeg har sat mig ind i, og som jeg vejleder og inspirerer mine kolleger til at benytte, så eleverne i sidste ende kan få en kvalificeret undervisning, dem har jeg vurderet og været med til at købe ind. Kurser for elever, læseinspiration, kulturarrangementer, redigering . ja, alle disse områder er noget, enhver skolebibliotekar skal bruge forberedelsestid på - præcis som en idrætslærer og en dansklærer.
Husk på at forberedelsestiden ikke kun er til forberedelse af klasseundervisning. Jeg vil nødig lægge barn til en sproglærer, som ikke har sat sig lidt ind i de nyeste tanker bag sprogindlæring, men blot læst/forberedt den tekst, der bliver serveret til næste time, ej heller være til møde med kolleger, som ikke har forberedt en dagsorden - for så får jeg stress.
Tænk i fællesskabet og ikke kun i egen navle - der er ikke altid grønnere på den anden side af hegnet.
Ved næste arbejdstidsaftale bør der afsættes de nødvendige resurser, så vi ikke skal til at gnave af hinandens haler, det skaber nemlig ikke et bedre lærerarbejdsliv.