Brandslukker og konfliktløser. Den, der bliver sendt bud efter, når der opstår problemer med en elev.

AKT-læreren (Adfærd, Kontakt, Trivsel) dukker op, observerer og kommer måske med løsninger.

Læreren bliver intern rådgiver for kollegerne, men ofte uden at have lært, hvordan man gør. Det giver grundlag for andre konflikter og kan blive et hårdt job for AKT-læreren, hvis området ikke er defineret ordentligt.

Ulla Sundvang og Peter Christensen havde begge meldt sig til et kursus for AKT-lærere under CVU Vest, fordi de jævnligt arbejder med børn med vanskeligheder. De ønskede at blive bedre til at takle børnene.

»Men vi fandt ud af, at vi havde andre behov, så kurset ændrede retning«, fortæller Ulla Sundvang, lærer på Vestre Skole i Grindsted.

Kurset kom i stedet til at dreje sig om, hvordan man giver vejledning og feedback til kollegerne, og om at definere rollen som intern rådgiver. Men der er ingen sure miner hos de to lærere.

»Mine kolleger siger, at jeg har ændret praksis. Flere har kommenteret det positivt og sagt, at jeg har fået nye redskaber«, siger Peter Christensen, lærer på Ølgod Byskole.

Skjulte ledelsesfunktioner

For kursusleder Rasmus Alenkær var det en overraskelse, at så mange af kursisterne blev brugt som interne rådgivere. Endda sådan at nogle var havnet i konflikter over det.

»Det er farligt at være intern rådgiver, hvis rammerne ikke er stillet op på forhånd. Det handler om relationer, så det er vigtigt, at man på forhånd har aftalt, hvad det er, AKT-læreren egentlig skal iagttage i klassen«, siger Rasmus Alenkær.

»Flere af kursisterne havde fået skjulte ledelsesfunktioner på deres skoler. Og vel at mærke uden at have redskaberne til det, uden at få løn for det og uden at have det rart med det. Så kurset kom til at handle om, hvordan man kan hjælpe kollegerne, og hvordan man kan passe på sig selv«.

Kursisterne havde ikke tidligere lært at gå systematisk til værks ud fra en metode og reflektere, men det blev en del af kurset.

»Den lærer, der søger hjælp hos AKT-læreren, er med til at definere opgaven. Læreren beder måske kollegaen om at iagttage lille Henry. Men så bør AKT-læreren svare, at han også vil se på lærer-elev-relation, elevers indbyrdes relation, hvordan læreren underviser, og hvordan lærer og elev virker på hinanden. Denne del skal være klar og defineret, inden iagttagelsen begynder«, mener Rasmus Alenkær.

Det skal også stå klart på forhånd, at der ikke er tale om supervision. AKT-læreren er som udgangspunkt kollega og ikke supervisor.

Læreren har ansvaret

»Efter en observation giver jeg feedback, men jeg forsøger aldrig at være bedrevidende. Min kollega og jeg har en dialog, og der kommer forslag til løsning på bordet. I sådan en samtale er det ofte læreren selv, der har forslag«, siger Peter Christensen.

»Hvis jeg skal observere Henry, så noterer jeg ned undervejs - nærmest i skemaform. For eksempel om han er støjende og urolig i undervisningen, og hvordan han henvender sig til læreren. Når jeg har dannet mig et helhedsindtryk, melder jeg det tilbage til min kollega«, siger Peter Christensen.

Kursusleder Rasmus Alenkær understreger, at AKT-læreren ikke per definition har ansvaret for en løsning af problemet, når han har været ude at følge en elev eller en klasse. Det er den lærer, der beder om observationen, der har ansvaret, hvis ikke man aftaler andet.

»Det kan godt være svært. Men når man forlader klassen, er det læreren, der har ansvaret. AKT-læreren har jo ingen magtbeføjelser, det er læreren selv, der skal handle, og hvis læreren ikke ønsker at handle, så skal du som AKT-lærer finde dig i det«, siger Rasmus Alenkær.

»For mange på kurset var det en øjenåbner. De havde ikke tidligere set, hvilken situation de egentlig havde bragt sig i, eller hvilken situation ledelsen havde bragt dem i. Flere var nærmest blevet bedt om at tjekke op på en kollega og give en tilbagemelding«.

Brug af refleksion

Ulla Sundvang siger, at hele undervisningsformen jo er blevet ændret fra tidligere, og at det hjælper i arbejdet med de vanskelige børn.

»I dag er man som lærer ofte med i en kollegas timer, og vi skal lære at arbejde i team. Jeg siger 'lære', for det er ikke bare noget, man gør. Vi skal lære, hvordan man kan bruge hinanden. Teamarbejde kan være noget meget forskelligt«.

Hun var især glad for, at kurset var både teori og praksis. Hun blev præsenteret for metoder, læste om teorier, og på kurset arbejdede man så ud fra en case. En person fortalte om en oplevelse til kursuslederen, og en gruppe på fire dannede et team, der skulle reflektere over den fortælling, de hørte.

»Gruppen, der reflekterede, spurgte, om man for eksempel kunne gøre sådan eller sådan. Problembæreren svarede, og det blev ofte meget tydeligt at se, at nogle løsningsforslag var mere brugbare end andre«, fortæller Peter Christensen.

Efter sådan en case og refleksion på i alt en halv times tid diskuterede hele holdet så det, de havde oplevet, og alle kunne komme med input.

Fortrolighed

De to lærere er blevet mere opmærksomme på, hvordan man kan bruge hinanden som interne rådgivere på skolen. Ulla Sundvang bruger selv skolens træningsklasse-lærer, fordi hun har elever, der jævnligt kommer hos ham, så det kan være godt at vende problemstillinger. Desuden er hun sikkerhedsrepræsentant og opmærksom på, hvordan kollegerne har det.

»Det er vigtigt, at vi kan være fortrolige over for hinanden og kan bruge vores teamkolleger. Der må ikke være nogen, der står udenfor og mangler nogen at tale med«, siger hun.

Peter Christensen nævner, at mange lærere tidligere opfattede undervisning som noget meget privat, noget, man var alene om. Det har ændret sig, fordi man nu er meget mere med i hinandens undervisning og arbejder mere sammen. Men det skal bygge på et tillidsforhold kollegerne imellem.

De to er også blevet mere bevidste om, at der skal være tid til at tale med kollegerne om, hvordan de har det. Og med til det grundlæggende i teamarbejdet er, at man husker at anerkende hinanden og hinandens arbejde.