Uskolet

Utaknemmelige lærere støtter stadig ikke regeringen

Offentliggjort

Ifølge en meningsmåling ville der stadig være relativt beskeden opbakning fra lærere i folkeskolen til regeringspartierne, hvis der var valg i morgen. Og det overrasker både politikerne og deres kommunikationsfolk. Da regeringen nemlig for nylig fremlagde det stort anlagte “kvalitetsprogram” med tiltag om blandt andet mere frihed, kortere skoledage og færre læringsmål, havde man forventet ros og begejstring – og ikke mindst tilbagevendte stemmer – fra hele sektoren.

“De er utaknemmelige. Det er, hvad de er”, lyder det nu fra statsminister Mette Frederiksen. “Så kan det da godt være, at det meste af alt det rod, vi nu prøver at rulle tilbage, er noget, vi selv har skabt – sådan er det jo i politik. Men i det her udspil disker vi altså op med det ene forslag efter det andet, som nærmest ordret stemmer overens med, hvad de selv har klynket om i årevis, og hvad er så takken? Nej, fy for pokker, siger jeg bare”. 

Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.