Forud for den kommende efterårsferie er Uge 42 blevet ramt af noget, der ligner præstationsangst. »I har alle sammen meget høje forventninger til mig«, lyder det i en udtalelse fra den pressede uge, »men jeg tør altså ikke love jer, at alle sammen kan blive indfriet«.

I håbet om at opnå forståelse for situationens alvor forklarer Uge 42, at rekordmange i år har set frem til dens ankomst med en forestilling om, at chancen for deres overlevelse gennem et langt, sejt, gråt og travlt efterår udelukkende hviler på denne ene uge.

»De første var vel på banen omkring midt i august, vil jeg tro. Og siden er der bare stødt flere og flere til, i den tro at jeg - alene - skal kunne redde hver eneste af dem fra stress, jag og udmattelse«.

Årstidens mest imødesete uge mener imidlertid ikke, at den uden aflastning kan påtage sig ansvaret for alle de batterier, der skal fyldes op, og opfordrer til, at for eksempel ugerne omkring juletid også må tage deres tørn. Således minder Uge 42 om, at den jo er relativt beskedent udstyret i forhold til de mange og høje forventninger: »Jeg har trods alt kun syv dage at gøre godt med, og så er det altså hverdag igen«.

Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.